En 29-årig mand fremstilles onsdag eftermiddag i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt sigtet for at have affyret flere skud mod en bil ved moskeen på Rovsingsgade på Nørrebro i København. Det oplyser Københavns Politi til BT.

Skudepisoden fandt sted mandag aften kort før midnat, da en bil kom kørende ad Rovsingsgade. Den 29-årig, som har relation til bandemiljøet, stod på gaden sammen med en gruppe mænd, da han affyrede flere skud mod bilen, som kørte forbi.

»Jeg kan fortælle, at vi får nogle informationer, som leder os på sporet af ham. Vi var i går eftermiddag ude og foretage indtrængning i hans lejlighed på Nørrebro, hvor han blev anholdt,« siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen til BT.

»Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad det var, der ledte os på sporet af ham,« uddyber politikommissæren.

I forbindelse med anholdelsen og ransagningen fandt efterforskerne ikke det skydevåben, som blev brugt ved skyderiet.

»Det har vi desværre ikke, men det havde vi heller ikke forventet,« siger Steffen Thaaning Steffensen.

Ifølge politiet er skudepisoden relateret til et internt opgør i bandegrupperingen Brothas. Skyderiet på Rovsingsgade kobles til en skudepisode på Amager den 10. december, hvor passagererne i to biler affyrede skud mod hinanden.

»Det er fuldstændig uacceptabelt, at de skyder efter hinanden på åben gade, hvor de kan ramme tilfældige mennesker. Det er noget, vi ser meget alvorligt på,« siger Steffen Thaaning Steffensen