Sagen fra Amager, hvor en 15-årig teenagepige er under mistanke for grov vold og trusler om vold, er eskaleret efter TV2 viste et indslag mandag, hvor moderen til en 14-årige pige, stod frem og fortalte om et groft overfald fra en pigebande på Amager i juni.

Moderen, Bettina Sandstrøm, og hendes 14-årige datter har anmeldt overfaldet, som politiet nu efterforsker, men efter TV2-indslaget er familien igen blevet truet, skriver TV2. 

Ifølge tv-stationen har Bettina Sandstrøm modtaget flere beskeder på Facebook med dødstrusler, der angiveligt er fra samme pige, der også er sigtet for overfald på den konservative politiker Naser Khaders datter.

Hun er endvidere mistænkt for overfald på en tredje 14-årig pige.

- 2 kugler. En til dig og en til din datter, lyder én af truslerne mod Bettina Sandstrøm og hendes datter.

Beskeden på Facebook er illustreret med et billede af en ladt pistol, skriver TV2.

En anden besked truer med ildspåsættelse, og en tredje med at mor og datter vil få skåret halsen over, hvis pigebanden, som den 15-årige tilhører, bliver anmeldt til politiet igen.

I følge Københavns politi er den 15-årige pige, der opholder sig på en lukket institution, blevet anholdt og afhørt tidligere i dag onsdag.

- Vi takserer det som en sag om trusler på livet. Det er helt uacceptabelt, og vi har optaget en sag på det, siger politiinspektør Poul Kjeldsen, Københavns Politi til TV2.