Den usædvanlige retssag om knivdrabet på højgravide Louise Borglit i Herlev i 2016 er løbet ind i endnu et benspænd.

Endnu en gang er det striden om de særdeles vigtige lydoptagelser, som en hemmelig agent fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) optog med den nu tiltalte i fængslet, som har fået tidsplanen til skride.

Den omfattende nævningesag er ellers snublende tæt på mållinjen i byretten i Glostrup.

Her skulle anklager og forsvarer efter planen være kommet med deres afsluttende, opsamlende konklusioner i de såkaldte procedurer i næste uge. Herefter var det meningen, at byretten skulle afsige kendelse om skyldsspørgsmål og eventuel dom 13. marts.

Men i mellemtiden har det vist sig, at Højesteret ikke inden da kan nå at tage stilling til, om de skjulte PET-lydoptagelser overhovedet må indgå helt eller delvist som beviser i sagen.

Det spørgsmål skal først diskuteres ved en mundlig forhandling i Højesteret i begyndelsen af maj, og derfor er afslutningen på den såkaldte hovedforhandling af selve straffesagen i byretten nu flyttet frem til slutningen af maj, hvor man kender udfaldet af Højesterets afgørelse om lydoptagelserne.

Nærmere  bestemt forventes der nu at blive sat punktum for straffesagen i Retten i Glostrup 28. og 30. maj samt 10. juni.

På det tidspunkt vil det være over to år siden, at den nu 30-årige mand, der er tiltalt for at have dræbt Louise Borglit i Elverparken i Herlev i november 2016 med adskillige knivstik, blev anholdt og sigtet for drabet.

På det tidspunkt sad han allerede i fængsel og var i gang med at afsone en længere fængselsdom for især et drabsforsøg på en tidligere kæreste, der blev begået et års tid efter drabet i Herlev.

På det tidspunkt havde politiet fået rettens tilladelse til at lave skjulte rumaflytninger af ham i fængslet i Enner Mark ved Horsens. Her blev en hemmelig PET-agent med dæknavnet Frank i tre uger i oktober og november 2020 sendt ind til ham under dække af også at være kriminel.

Senere blev den mistænkte 30-årige flyttet til Nr. Snede Fængsel, hvor Frank fem gange i efteråret 2021 og foråret 2022 besøgte ham i besøgsrummet og diskret optog deres samtaler.

Den 30-åriges forsvarer - advokat Christina Schønsted - har fra straffesagens start hævdet, at de hemmelige optagelser havde karakter af en ulovlig afhøring. Derfor mente hun, at lydoptagelserne ikke måtte bruges som bevis i sagen.

Byretten i Glostrup vurderede, at de fleste optagelser kunne bruges, men ikke alle. Den afgørelse kærede både forsvareren og anklageren til Østre Landsret.

Og i september nåede landsretten så frem til, at alle optagelser kunne bruges. Det skete, selv om nogle elementer isoleret set havde karakter af en afhøring.

Og siden har Procesbevillingsnævnet så givet grønt lys til, at Højesteret skal afgøre den strid.

Den 30-årige mand er imens formelt taget ud af sin afsoning af straffen for drabsforsøget, men varetægtsfængslet i drabssagen på 32-årige Louise Borglit.

Du kan høre om Borglit-sagen i dette afsnit af B.T.s kriminalpodcast »På Fersk Gerning«: