En mand er søndag morgen blevet stukket ned ved Vesterport Station.

Politiet modtog en anmeldelse om overfaldet klokken 06.45, og de er i øjeblikket massivt til stede ved området omkring Vesterport Station, hvor knivstikkeriet fandt sted. En politihund snuser rundt efter spor, og på fortorvet ligger en blodig beklædningsgenstand.

- Vi har en mand, der er blevet stukket af flere stik, men han var ved bevidsthed, da vi ankom, siger Carsten Reenberg, vagthavende ved Københavns Politi.

Manden er kørt til Rigshospitalets Traumecenter. Han har været i livsfare, men er nu stabil, oplyser vagtchefen til BT.

Politiet har ikke anholdt nogen i sagen, og de ved endnu ikke, om det er en eller flere gerningsmænd, der står bag knivoverfaldet, der er det tredje af sin slags denne weekend alene i København.

Politiet har afspærret Vester Farimagsgade fra Vesterbrogade til Vesterport Station.

- Den person, der førte kniven, er stukket af. Jeg har ikke noget motiv eller detaljer endnu. Vi følger de spor, der er fra stedet, siger Carsten Reenberg.

Han fortæller, at man fortsat jagter den mand, der stod bag et voldsomt knivoverfald på en 25-årig kvinde i Valby fredag aften. Men umiddelbart er der ingen sammenhæng mellem de to knivoverfald.

BNB/BT