Politiet har nu fået klarhed over, hvordan den 67-årige morfar skød og dræbte den 57-årige advokat Anders Lindholt i Københavns Fogedret.

Det uhyggelige skyderi i Fogedretten i København tirsdag kostede den mangeårige advokat Anders Lindholt livet. Han var mødt op i retten for at repræsentere en 31-årig far i en samværssag, da modparten, en 67-årig morfar, rejste sig fra sin plads og trak en oversavet riffel op af sin taske og skød.

Der har tidligere været uvished om, hvor mange skud den 67-årige mand affyrede, og hvor skuddene faldt. Men i dag står det klart, at der blev affyret i alt seks skud. Fire inde i selve retslokalet, og to i gangen, der støder op til retssalen.

Det første skud ramte og sårede den 31-årige far, der er tidligere svigersøn til den 67-årige. De næste tre skud ramte svigersønnens 57-årige advokat Anders Lindholt, som resolut havde rejst sig fra sin plads, efter hans klient var blevet ramt. Et af de skud var dræbende, fremgår det af den obduktion, som blev foretaget onsdag.

- Vi har fået resultatet, og det viser det forventelige, at han blev ramt af flere skud, hvoraf den ene var dræbende, siger politikommissær Hans Erik Raben fra Afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Københavns Politi.

Efter den 31-årige far var blevet ramt i retslokalet, lykkedes det ham at flygte ud i gangen og gemme sig bag en dør til et andet retslokale. Herude affyrede den 67-årige yderligere to skud efter sin tidligere svigersøn, inden det lykkedes den 31-årige at komme ud på gaden.

Herefter forlod også gerningsmanden retsbygningen og gik i retningen af Rådhuspladsen, hvor han bliver anholdt kort efter.

Den 31-årige far, der blev såret livsfarligt under skyderiet, blev efterfølgende hastet til Rigshospitalets Traumecenter, hvor han har gennemgået operation og nu er lagt i kunstigt koma. Hans tilstand er fortsat kritisk.