Politiet anholdt fire unge mænd kort efter bankrøveriet i Jyske Bank på Amager.

To øjenvidner ville hæve lidt kontanter i en hæveautomat udenfor Jyske bank i dag klokken 13:30, da de opdagede at politiet hvirvlede rundt omkring dem.

Der havde været bankrøveri i  Jyske Bank, og politiet ledte efter røverne.

- Der var seks civile politibiler, tre-fire almindelige politibiler, to salatfade, og en politimotorcyklen. Motorcyklen oberserverede og kørte hurtigt ind mod byen, fortæller øjenvidnerne til bt.dk.

Kort tid efter kørte de to øjenvidner mod Langebro. Lige uden for casinoet ved Radisson Hotel, opdagede de en taxa omringet af politibiler.

Politimændene hev fire unge mænd ud af bilen, som øjenvidnerne beskriver som af 'anden etnisk herkomst og i start-tyverne'.

- De havde attitude, og råbte 'du skal ikke sige mit navn' til en af politibetjentene, men det var ikke sådan at de fægtede med arme og ben. Der var jo vildt mange politimænd omkring dem, siger øjenvidnet.

Herefter slæbte politimændene de fire unge mænd over mod søen. Her tømte politimændene lommerne på de unge mænd. Flere af dem havde penge i lommerne. 

- Det var ikke sådan at det decideret lignede penge fra et bankrøveri. Jeg så bare et par 500 kronersedler, men der er ingen tivivl om at de havde noget med røveriet at gøre, fortæller øjenvidnerne.  

Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet oplyser til Ritzau, at den ene af mændene havde truet med en pistol under røveriet og derefter stak af på cykel. Flugten varede dog kun kort, før han var anholdt på Amager Boulevard. Derefter blev de tre andre anholdt umiddelbart efter.

Det er ikke umiddelbart klarlagt, om betjentene har fået fat i udbyttet eller i det våben, som blev brugt.