En 50-årig mand fra Københavns vestegn er blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel for blufærdighedskrænkelser mod sin niece fra hun var 12 til 14 år.

Ifølge tiltalen befølte og blottede onklen sig adskillige gange over for pigen, der er datter af hans søster. Krænkelserne fandt både sted i hans eget hjem og i pigens hjem i Taastrup, oplyser Københavns Vestegns Politi.

»Pigen har stået i et svært familiedilemma og været under et stort pres, og det var meget modigt af hende at møde op i retten og fortælle, hvad hendes morbror udsatte hende for,« siger anklager Linda da Silva Ferreira i en pressemeddelelse.

Krænkelserne blev anmeldt tidligere på året til politiet af Høje-Taastrup Kommune, efter den i dag 14-årige pige havde betroet sig til sin klasselærer.

Udover de tre måneders ubetinget fængsel skal den 50-årige onkel også betale niecen 15.000 kroner i erstatning. Han har nægtet sig skyldig og ankede dommen.

BNB