En beboer i Lunderskov gjorde en bemærkelsesværdig opdagelse, da han her til aften gik tur med hunden.

På Rolle Møllesvej i Lunderskov står der et hus, som har stået tomt i henved 20 år.

Der bor ikke nogen i huset, og der er lukket for både strøm og vand.

Da hundelufteren passerede det tomme hus, kiggede han ind af vinduerne og der fik øje på noget usædvanligt.

Et skab stod i flammer.

Derfor tog hundelufteren straks sin telefon frem og ringede til alarmcentralen.

»Klokken 19:26 får vi en anmeldelse om brand i et hus. Brandvæsnet er derude for at slukke branden. Der er ingen melding om tilskadekomne,« siger Torben Møller, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Ude på Rolle Møllevej har brandfolkene hurtigt fået bugt med ilden, og Jan Riis, der er indsatsleder ved Trekantbrand er ikke i tvivl om brandårsagen.

»Det var påsat. Det er vi faktisk sikre på. Huset har stået tomt i en snes år uden strøm og andet, og der er brugt brandbare væsker til at antænde et skab,« siger Jan Riis til B.T.

Politiet har nu afspærret huset og en brandtekniker skal klarlægge den præcise antændingsårsag og brandforløb.

Ifølge Jan Riis er det den vakse nabos skyld, at branden ikke nåede at udvikle sig.

»Var der gået ti minutter mere, var det gået helt galt. Vi fik det slykket hurtigt. Så det var heldigt,« siger Jan Riis.