Politiet indstiller eftersøgningen efter den mand, der blev set lørdag morgen på Storebæltsbroen. Under eftersøgningen fandt man et afskedsbrev på tysk.

Politiet har indstillet eftersøgningen efter den mand, der lørdag morgen blev set stå på Storebæltsbroen. Det oplyser Fyns Politi, som vurderer, at manden er hoppet i vandet.

»Vi har taget en beslutning om at indstille eftersøgningen, fordi vi ud fra beregninger af vand- og vejrforhold ikke længere mener, at det er sandsynligt at finde en person i vandet, som kan være hoppet i omkring klokken 7.00,« fortæller vagtchef Kim Munksgaard til Berlingske Nyhedsbureau.

Den forsvundne mand blev set på jernbanestykket på Storebæltsbroens lavbro kort før klokken 7.00 af en lokofører. Han er ikke blevet set siden.

Beredskabet rykkede ud kort efter i Falck-både og en helikopter, men efter mere end otte timers eftersøgning uden resultat er bådene sejlet hjem, og helikopteren fløjet fra området.

Eftersøgningen kastede et enkelt spor af sig i form af et afskedsbrev, som blev fundet på det sted, hvor manden sidst blev set af lokoføreren.

»Vi har fundet et afskedsbrev skrevet på tysk, som var bundet op med nogle balloner på det sted, hvor manden blev set stå på broen, da toget kørte forbi,« siger vagtchef Kim Munksgaard.

Han oplyser, at man derfor finder det sandsynligt, at der er tale om en mandlig tysk statsborger, som har taget sit eget liv.

Politiet retter nu henvendelse til de tyske myndigheder for at finde ud af, om en person er meldt savnet, som kunne være den pågældende mand.