Statsadvokaten anklager en 35-årig politimand for at have taget penge fra færdselsbøder med sig hjem, og dermed er en opsigtsvækkende sag nu klar til at komme for Retten i Næstved.

»Han er anklaget for embedsmisbrug, underslæb, dokumentfalsk og brugstyveri,« fortæller politimandens forsvarer, Martin Cumberland.

»Han skulle eftersigende have stoppet udenlandske statsborgere og skrevet dem nogle bøder for færdselsforseelser, som er reelle, men han skulle så efter anklagemyndighedens opfattelse have stukket pengene i egen lomme. Det drejer sig om cirka 30.000 kroner,« fortæller Martin Cumberland.

I anklageskriftet fremgår det desuden, at den 35-årige skrev SMSer til sin kæreste med kodesprog, når han havde inddrevet bøderne. Han skrev blandt andet »elsker dig 2.000 gange«, »3.000 kys«, »3 kilo polsk kød« og »1.500 grønne ærter fra en tyrkisk mand«.

Politimanden tiltales også for at have brugt en politimotorcykel og politiets patruljebiler uberettiget ved flere lejligheder.

»Han nægter sig skyldig,« fortæller advokat Martin Cumberland.

Den 35-åriges kæreste er også sigtet for at have tilskyndet politimanden til lovovertrædelserne. Desuden har hun fået del i de penge, politimanden angiveligt har tiltusket sig.

Der er endnu ikke fastsat en dato for retsmødet.