Anklagemyndigheden går efter forvaring til den 48-årige mand, TL, der ved Retten i Randers er tiltalt for at være bagmand i et internationalt pædofilinetværk samt seksuelle overgreb mod fire børn.

Mandag eftermiddag fremlagde anklager Morten Rasmussen konklusionerne i den mentalerklæring, som psykiatrien i Nordjylland udarbejdede i 2014. I mentalerklæringen konkluderes det, at TL er så farlig, at han bør idømmes forvaring.

»Det må antages, at han frembyder en så nærliggende fare for andres liv, legeme eller sikkerhed, at forvaring anbefales,« læste Morten Rasmussen op.

Sagen mod den 48-årige begyndte at rulle i juni 2014, hvor Østjyllands Politi anholdt ham på sin bopæl i Randers. I oktober 2015 begyndte retssagen så ved Retten i Randers, hvor et flere sider langt anklageskrift beskriver de grove forhold, som TL er tiltalt for.

Ifølge anklagemyndigheden var TL administrator på to pædofile netværk, 'Hoarders Hell' og 'The Love Zone', hvor pædofile delte billeder af de overgreb, de begik mod børn. I løbet af sagen har fire andre brugere og administratorer af netværkene - en hollandsk mand, en svensk mand, en amerikansk mand og en australsk mand - vidnet.

TL erkender dele af anklageskriftet, men han nægter at have opfordret andre til at begå overgreb, da han var administrator af de pædofile netværk, hvilket han ellers er tiltalt for.

I mentalerklæringen beskrives det, at TL voksede op i et hjem nær Aarhus, men at han havde det svært. To gange i løbet af barndommen blev han sendt på behandlingshjem for adfærdsvanskelige unge, og han klarede sig ikke godt i skolen.

»Jeg passede ikke ind nogle steder,« har TL forklaret, da han blev mentalundersøgt.

Han har også oplyst, at han allerede i 15-års alderen begyndte at fantasere seksuelt om piger på mellem fem og syv år, og at han nu kan se, at det var der, det begyndte.

»Han oplyste ufortrødent, at han er pædofil,« læste anklageren op af mentalerklæringen.

Trods erkendelsen mener TL ikke, at hans pædofili skader børnene. Under både mentalundersøgelsen og retssagen har han sagt, at han mener, at rigtige pædofile ikke skader børn, men blot viser dem, at voksne og børn godt kan nyde deres seksualitet sammen.

En udtalelse, der får forfatteren af mentalerklæringen til at konkludere, at TL "Ikke viser tegn på skyld eller skam" og at "han har tendens til at være ansvarsfralæggende".

Fredag fremlægges to udtalelser fra Retslægerådet. Der forventes at falde dom i sagen i begyndelsen af marts.