Mike Pence blev nummer ni.

Så mange højtstående medlemmer af Donald Trump-administration fra tiden i Det Hvide Hus har nu vendt ham ryggen – og støtter ham officielt ikke som præsidentkandidat til valget senere i år.

Se bare listen her, som CNN har lavet:

  • Mike Pence, vicepræsident
  • Bill Barr, justitsminister
  • John Bolton, national sikkerhedsrådgiver
  • H.R. McMaster, national sikkerhedsrådgiver
  • Mark Esper, forsvarsminister
  • Jim Mattis, forsvarsminister
  • John Kelly, stabschef i Det Hvide Hus
  • Mick Mulvaney, fungerende stabschef i Det Hvide Hus
  • Mark Milley, forsvarschef

Således var det fredag aften, at Mike Pence kom med afvisningen via følgende ord:

Mike Pence stod tidligere trofast bag Donald Trump.
Mike Pence stod tidligere trofast bag Donald Trump. Foto: Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at jeg ikke støtter Donald Trump som præsident i år,« lød det i et interview med Fox News.

Altså noget af en kovending fra valgene i 2016 og 2020, hvor Mike Pence i begge omgange stillede op som vicepræsidentkandidat sammen med Donald Trump.

Nu er forholdet helt og aldeles et overstået kapitel.

Reelt begyndte det at kollapse allerede i forbindelse med 6. janar-optøjerne i 2021, da Mike Pence gik mod Donald Trump

Eller som det tidligere medlem af Kongressen, Joe Crowley, analyserer hos NBC News om fredagens udmelding:

»Hvorfor skulle man støtte den mand, der opfordrede pøblen til at hænge én? Jeg er ikke fuldstændig chokeret over det,« lyder det med tilføjelsen:

»Men han kunne godt have taget det et skridt videre og sagt: 'Republikanere bør ikke stemme på den mand, for han er ikke kvalificeret'. Men det gjorde han ikke.«

Mike Pence sagde heller ikke, hvem han vil stemme på til november.

Lettere kryptisk lød det fredag:

»Jeg holder det for mig selv, men jeg vil aldrig stemme på Joe Biden.«

Mike Pence og Donald Trump stod i spidsen for USA som vicepræsident og præsident fra 2017-2021.