Tirsdag aften var beredskab, politi og ambulancer til stede ved Kalvebodbroen i København, hvor man havde fundet en person i vandet.
Nu oplyser vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Peter Grønbæk, at vedkommende er afgået ved døden:
»Der er tale om en midaldrende mand, der blev fundet livløs i vandet. Han blev erklæret død på stedet,« siger han og tilføjer:
»Der er intet, der peger i retning af en forbrydelse.«
Tidligere på aftenen oplyste vagtchef hos Hovedstadens Beredskab, Michael Johnsen, at det var nogle kajakroere, der var stødt ind i en person, der lå i vandet.
»Vedkommende lå på så lavt vand, at man kunne trække ham ind og overgive ham til akutberedskabet,« oplyste han.
Politiet er fortsat i gang med at underrette pårørende.