Fredag formiddag kl. 10.05 modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse om en brand i et rækkehus på Tornebakken i Virum.

En person er omkommet i branden, men Nordsjællands Politi kan endnu ikke identificere personen, da brandskaderne er for store.

- Vi finder en person liggende i huset, som er afgået ved døden på grund af brandskader. Der bor en 81-årig mand på adressen, og da han endnu ikke er fundet, har vi en formodning om, at det ham, der er død, fortæller vagtchefen ved Nordsjællands Politi til bt.dk.

Politiet har sat en efterforskning i gang, som skal identificere personen, der er omkommet, samt hvordan branden, der gennembrændte loft og tag, er opstået.

- Fredag bliver der foretaget nogle tekniske undersøgelser, som skal opklare dødsmåden og personens identitet, mens der skal laves gerningsstedsundersøgelser på mandag. De skal opklare, hvordan branden er opstået, siger vagtchefen ved Nordsjællands Politi.