Den drabssigtede Peter Madsen har endnu engang valgt at lade sin varetægtsfængsling forlænge frivilligt.

Onsdag var der endnu engang planlagt et retsmøde i ubådssagen i Københavns Byret, hvor en dommer skulle tage stilling til den videre fængsling af Peter Madsen. Men nu har Københavns Politi modtaget et brev fra Peter Madsens forsvarer Betina Hald Engmark, som oplyser, at den 47-årige ubådskaptajn ligesom sidst accepterer at blive bag tremmer.

Det oplyser sagens anklager Jakob Buch-Jepsen til BT.

»Vi har fået brev om, at han går med til en frivillig fristforlængelse frem til 13. december,« siger specialanklager Jakob Buch-Jepsen fra Københavns Politi.

Peter Madsen har siddet fængslet siden 12. august, hvor han blev fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for drabet på den 30-årige svenske journalist Kim Wall. To dage forinden var hun sejlet ud med Peter Madsen i hans ubåd UC3 Nautilus med henblik på at lave en artikel om den danske ubådsbygger, men da hun ikke vendte hjem som planlagt samme aften, slog hendes kæreste alarm.

Peter Madsen forklarede først, at Kim Wall var omkommet ved en ulykke, da hun blev ramt af en 70 kilo tung tårnluge og faldt flere meter ned gennem tårnet i ubåden, men under en afhøring 14. oktober sagde han, at hun også kunne være omkommet ved kulilteforgiftning. I den forbindelse rejste politiet også en sex-sigtelse mod Peter Madsen for anden kønslig omgang end samleje under særligt skærpende omstændigheder efter straffelovens § 225. Det skete med baggrund i de 14 stiklæssioner, som Kim Walls lig ifølge obduktionsrapporten var påført i og omkring kønsdelene 'omkring dødens indtræden eller kort tid efter'.

Den nye sigtelse nægter Peter Madsen sig skyldig i, oplyser hans forsvarsadvokat.

»Min klient accepterer en frivillig forlængelse, og det er korrekt, at han nægter sig skyldig. Jeg har ikke yderligere kommentarer,« skriver Betina Hald Engmark i en sms til BT.

Københavns Politi har heller ikke planlagt at offentliggøre nyt i forbindelse med denne fristforlængelse.

»Vi forventer ikke at komme med yderligere nyt, før vi tager stilling til tiltalespørgsmålet. Det gør vi i løbet af december,« siger anklager Jakob Buch-Jepsen.

I dag er det politiets teori, at Peter Madsen dræbte den unge kvinde ombord på ubåden og parterede liget, mens ubåden var neddykket i Øresund mellem klokken 4.40 til omkring 8.25 den 11. august. Peter Madsen erkender sig skyldig i usømmelig omgang med lig, men nægter sig skyldig i manddrab.

 

Dykkere fra Forsvaret har gennem de seneste måneder assisteret politiet med at gennemsøge Køge Bugt for Kim Walls lig. Først fandt en cyklist det, der viste sig at være hendes torso ved Klydesøen på Amager. Siden fandt dykkere hoved, ben og hendes tøj i poser i bugten ud for Avedøre Holme. Politiet leder fortsat efter de resterende ligdele og de mobiltelefoner, som Peter Madsen og Kim Wall havde med ombord.

Sagen er allerede nu forhåndsberammet til at køre som en nævningesag over otte retsdage i marts og april næste år i Københavns Byret.