Den 25-årige afrikanske mand, der ifølge politiets tiltale slog til som serievoldtægtsforbyder fem gange fra juli 2014 til februar i år i København, kunne være blevet afsløret allerede fra starten, hvis politiet havde troet på forklaringen på hans første, grådkvalte offer.

Det skete ikke. Politifolkene troede dengang mere på den nu tiltaltes forklaring om, at det skam blot var en beklagelig fejltagelse, at han midt om natten på en øde bivej i Hvidovre kørte ind foran den blonde kvinde og puffede til hendes cykel, så hun stærkt chokeret måtte løbe væk og skrigende søge om hjælp hos en tilfældig familie.

Det stod alarmerende klart mandag eftermiddag, hvor den første af sexforbryderens ofre samt en af de involverede politifolk afgav vidneforklaring i Københavns Byret.

- Der var ikke noget, der gav anledning til at tro, at han ville hende noget ondt, lød den afsluttende salut fra vidneskranken fra den betjent fra Københavns Vestegns Politi, som den forurettede kvinde den pågældende nat forgæves forsøgte at få til at tro på, at hun var blevet forfulgt i op mod en halv time på sin cykel af den mørke mand i en mørk bil, inden hun blev påkørt.

»Efter at jeg var blevet påkørt, løb jeg skrigende hen til en tilfældig opgang og ringede på. Der blev ringet til politiet, men det  virkede ikke helt som om, at de troede på, hvad jeg havde oplevet. De ville gerne have, at jeg kom med hen til bilisten, så han kunne sige undskyld. De ville ikke rigtig lytte til, at jeg følte, at jeg havde været forfulgt. Også selv om jeg viste politiet den sms, som jeg havde sendt undervejs til min ven om det,« forklarede den kvindelige cyklist grådkvalt i retten.

Ifølge anklageskriftet overfaldt den samme gerningsmand i det følgende halvår yderligere fire kvinder, som han tvang med ind i sin bil og voldtog - eller forsøgte på det.

Efterforskningen af sexoverfaldene faldt i begyndelsen noget ned mellem to stole, fordi det både var Vestegnens Politi i Albertslund og Station Bellahøj under Københavns Politi, der stod for efterforskningen.

Den problematik minder i nærmest uhyggelig grad om politiets manglende effektivitet under efterforskningen af en anden voldtægtsserieforbryder i København - den såkaldte »tunnelmand« fra Utterslev Mose.

Her lod politiet i to omgange en 41-årig familiefar gå, selv om han til sidst viste sig at være skyldig i 12 sex-overfald og røverier mod cyklende kvinder. I et af tilfældene havde en af de overfaldne kvinder specifikt udpeget ham.

Også »tunnelmandens« overfald blev på skift behandlet af Vestegnens Politi og Station Bellahøj, uden at der blev opdaget en sammenhæng. I begge sager blev sagerne først opklaret, da drabsefterforskerne i København Politis afdeling for personfarlig kriminalitet havde overtaget efterforskningen.

I den aktuelle sag om serievoldtægterne i København nægter den 25-årige afrikaner fra Congo sig skyldig. Han belastet dog tungt af flere ting - blandt andet en række dna-spor samt at et par luffer fra en af de voldtagne kvinder er fundet i hans bil.