Københavns Politi beder offentligheden om hjælp i jagten på en gerningsmand, der mistænkes for at stå bag overgreb mod mindst ti kvinder på Nørrebro og Østerbro i København.

En række sager om overgreb mod yngre kvinder på Nørrebro og Østerbro i København får nu politiet til at bede om offentlighedens hjælp i efterforskningen.

Det drejer sig om i alt ti sager, hvor Københavns Politi mener, at der kan være tale om den samme gerningsmand.

Overgrebene er sket ved, at gerningsmanden i fem tilfælde har krænket kvindernes blufærdighed, i tre tilfælde udøvet vold ved at slå kvinderne samt i to tilfælde forsøgt at voldtage kvinderne.

Kvinderne, der er blevet overfaldet, er alle i alderen 18 til 32 år og de fleste mellem 21 og 25 år.

Gerningsmandens fremgangsmåde er, at han skjult har fulgt efter kvinderne. De fleste gange om natten mellem klokken 02.00 og 06.00, men i et enkelt tilfælde også om aftenen klokken 22.00.

I flere af sagerne har gerningsmanden været på cykel eller er set køre væk på en cykel.

I to af tilfældene har gerningsmanden kontaktet kvinderne på åben gade, men i de øvrige tilfælde har han fulgt efter dem helt hen til deres opgangsdør, eller hvis muligt, helt med op til døren ind til kvindernes lejlighed.

Når kvinderne låste sig ind i deres lejlighed, skubbede gerningsmanden dem efterfølgende helt ind i lejligheden, hvor han straks omklamrede dem og kyssede dem intenst.

Overgrebene er sket i perioden fra 13. juni til 1. november 2015 og er altid sket i forbindelse med en weekend.

Datoerne er følgende:

Lørdag den 13. juni – søndag den 2. august og lørdag den 8. august.

2 sager i weekenden den 10-11. oktober og

5 sager i weekenden den 30. oktober til 1. november.

Overgrebene er hovedsageligt sket tæt på Frederikssundsvej og Nørrebrogade, mens to forhold er sket på Østerbro i kvarteret omkring Nørre Alle, Jagtvej og Lyngbyvej.

Gerningsmanden beskrives lidt forskelligt af de forurettede kvinder, men følgende generelle signalement kan gives:

Mand, 25-35 år, mellemøstlig oprindelse, cirka 175-185 cm høj, almindelig af bygning, meget kort sort hår, muligt skægstubbe/kort trimmet skæg.

I flere tilfælde iført grå/grøn hættetrøje/jakke og sorte løse bukser.

Taler dansk med accent og engelsk.

Medbringer en cykel i flere tilfælde.

Københavns Politi forfølger allerede flere gode spor, men hører meget gerne fra kvinder eller mulige vidner, der har observeret hændelser, som kan ligne de ovenfor beskrevne.

»Vi vil også gerne opfordre yngre kvinder til at tænke sig ekstra godt om, når de skal hjem om natten. Det kan være en god ide at slå følge med andre, og så skal man generelt holde sig godt orienteret i gadebilledet på vej hjem og inden man låser sig ind i sin opgang. Vi har fuldt fokus på at stoppe disse overgreb, men indtil det sker, vil vi for alt i verden undgå flere,« siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.

Har man oplysninger, der kan hjælpe politiet, skal man ringe 114.