En 57-årig mand fra Aarhus er blevet anholdt og sigtet for dyremishandling. Han er mistænkt for at klippe ørerne af fem hundehvalpe.

Østjyllands Politi rykkede onsdag ud til et kolonihavehus i Brabrand i Aarhus, efter at de havde fået anmeldelser om højlydte hundeskrig.

I kolonihavehuset mødte politiet tre mænd, en kvinde og en transportkasse fyldt med fem hvalpe af racen amerikansk staffordshire terrier, der også kaldes amstaff, skriver TV2 Østjylland.

Og da betjentene kiggede på hundene, var det tydeligt, at de havde fået klippet deres ører af:

»Vi kunne se, at der var tale om kupering, og det er ulovligt i Danmark,« siger vagtchef Vagn Martinussen til TV2 Østjylland.

Da politiet undersøgte kolonihavehuset for spor, fandt de rester af hundeører, sytråd og bedøvelsesmiddel, som politiet mener er blevet brugt i forbindelse med kuperingen af ørerne.

Kun den ene af de fire personer i kolonihavehuset blev sigtet. Det drejer sig om en 57-årig mand, der er sigtet for dyremishandling.

Ifølge vagthavende ved Østjyllands Politi skal veterinærmyndighederne nu vurdere, om manden skal sigtets for dyremishandling eller grov dyremishandling.

Grov dyremishandling vil give minimum 30 dages fængsel til den 57-årige, hvis han bliver dømt, mens en mildere form for dyremishandling kan straffes med bøde.