Får du tilbudt en billig PH-lampe eller en Arne Jacobsen-stol til spotpris i den kommende tid, så stop lige op et øjeblik. 

Der kan nemlig være tale om hælervarer, advarer politiet. 

I weekenden var der en bølge af villaindbrud i det midt- og vestjyske, hvor tyvene slæbte afsted med designermøbler for mange tusinde kroner.

Det skriver TV Midtvest.

Politiet udelukker ikke, at der er en sammenhæng mellem indbruddene. 

I Sejs-Svejbæk sydøst for Silkeborg var der fra fredag til søndag to indbrud, hvor tyvene gik efter designermøbler.

I Lem Stationsby mellem Ringkøbing og Skjern blev der i samme tidsrum stjålet to PH-lamper, mens et sommerhus i Ulfborg også mistede to designerlamper.

Politiet efterforsker sagerne og har sikret sig dna-spor fra alle gerningsstederne. 

Derfor advarer Lokalpolitiet i Silkeborg nu borgerne om at være opmærksomme, hvis de får tilbudt dyre designermøbler til en favorabel pris. 

»Man må gerne være opmærksom på, at det meget vel kan være tyvekoster,« siger Kenn Jensen fra lokalpolitiet i Silkeborg til TV Midtvest.