Nordjyllands Politi har nu modtaget en anmeldelse fra den mand, der har været sigtet for at chikanere lesbisk par fra Mariager. Manden mener, at parret har fabrikeret sagen.

Sagen fra Mariager, hvor et lesbisk par sidste år stod frem og fortalte, at de blev udsat for chikane og hærværk, har taget en helt ny drejning.

For det første har Nordjyllands Politi droppet sigtelsen mod den mand, der var mistænkt i sagen. For det andet er den ene af de to kvinder, Tulle Krøyer, nu i stedet blevet politianmeldt for at have fabrikeret sagen.

»Jeg kan bekræfte, at vi mandag modtog en anmeldelse Den vil blive vurderet som alle andre anmeldelser, vi modtager,« siger politikommissær Preben Møller fra Nordjyllands Politi.

Han forklarer baggrunden for, hvorfor sagen mod den nu tidligere sigtede mand er droppet.

»Vi er færdige med efterforskningen. Vores anklager vurderer på den baggrund, at der ikke er grundlag for at rejse tiltale, og derfor er sagen afsluttet.«

Kåre Pihlmann er advokat for den nu tidligere sigtede mand. Han begrunder politianmeldelsen af Tulle Krøyer.

»Min klient og jeg mener ikke, der er begået en forbrydelse overhovedet,« siger han.

Anmeldelsen handler om to forhold:

»Dels om en falsk anmeldelse, altså at man anmelder noget til politiet, for at en uskyldig skal sigtes for det, og for det andet en anmeldelse for at have anmeldt en forbrydelse til politiet, som aldrig er blevet begået.«

Kåre Pihlmann fortæller, at han i sine mange år som advokat aldrig før har oplevet, at en relativt begrænset sag om hærværk er blevet efterforsket så grundigt.

Nordjyllands Politi anholdt og sigtede sidste efterår en dengang 39-årig mand fra Mariagerfjord Kommune for at stå bag en del af chikanen. Manden blev kort efter løsladt, men forblev sigtet for tre tilfælde af hærværk.

Kvinderne er i dag flyttet fra Mariager.