Betjente er torsdag eftermiddag mødt talstærkt op ved en adresse på gågaden i Frederikshavn i Nordjylland.

Betjentene er fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), og de har foretaget to anholdelser. 

»Betjentene er i gang med aktionen ind til aften, og jeg har fået oplyst, at to personer er blevet anholdt,« siger Christian Schou, der er kommunikationsrådgiver hos National enhed for Særlig Kriminalitet.

De to anholdte skal fredag til et grundlovsforhør. 

»Vi vil anmode om, at grundlovsforhørene af de to anholdte bliver for lukkede døre. Så vi kan lige nu ikke komme nærmere, hvad de er anholdt for,« siger Christian Schou.

National enhed for Særlig Kriminalitet beskæftiger sig med de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk-, organiseret- og cyberkriminalitet.