Den 45-årige mand, som lige nu sidder fængslet for drabet på den 38-årige Maria Louise Fiedler Hansen i Kokkedal, var tæt på at få et tilhold, fordi han truede hende.

Den 45-årige mand havde tidligere været kærester med 38-årige Maria Louise Fiedler Hansen, da han i kølvandet på deres forliste forhold opsøgte hende onsdag morgen ved Fakta i Kokkedal og stak hende ihjel med en dolk. Han blev anholdt kort efter og fængslet i fire uger.

Men det er langt fra første gang, at den 45-årige mand, der har rødder i Tunesien, opsøgte den 38-årig mor til to. En måned inden drabet, 27. marts, meldte hun ham til politiet for trusler og chikane. Hun blev kaldt til afhøring, og det samme gjorde ekskæresten.

- Allerede da vi har ham inde til afhøring giver vi ham en advarsel og siger til ham, at han skal holde sig væk og forklarer ham, at han risikerer et tilhold, fortæller efterforskningsleder Lau Lauritzen fra Nordsjællands Politi.

Men selvom ønsket var et tilhold mod manden, kunne det ikke umiddelbart gives, og manden kunne heller ikke varetægtsfængsles.

- Hvis vi have vurderet at trusselniveauet var højt nok, kunne man have fængslet ham på stedet. Men det var der simpelthen ikke grundlag for. Det sker også yderst sjældent i den slags sager. Der skal være tale om helt konkrete trusler på livet. Vi ser ofte, at der er problemer af den art under et brud eller en skilsmisse, og det er ikke nok til at fængsle folk, forklarer efterforskningslederen.

I midten af april slipper efterforskerne sagen, efter at have undersøgt det kompliceret forhold mellem den 45-årige og den dræbte. Sagen blev herefter sendt til juridisk vurdering, inden en afgørelse snart skulle falde.

- Der er mange forvaltningsmæssige regler, der skal være overholdes, inden vi kan udstede et tilhold. Men det er ikke for at undsige os. Det er på alle måder en tragisk sag, medgiver han.

Selvom der gik en måned, fra den 38-årige Maria Louise Fiedler anmeldte sin ekskæreste, til en afgørelse var på trapperne, kalder efterforskningslederen politiets sagsbehandling for hurtig. Normalt tager det to-tre måneder at behandle en sag om tilhold.

- Vi har virkelig arbejdet hurtig med den her sag, men det ændrer ikke på, at det er forfærdelig, at det er sket. Men selv hvis han havde fået et tilhold, havde det ikke kunnet hindre ham i at gøre, hvad han gjorde.

Under grundlovsforhøret af den 45-årige i Retten i Helsingør onsdasg blev politiets afhøring af den 38-årige mor fremlagt. Men fordi dørene blev lukket til retsmødet, må politiet ikke fremlægge detaljerne derfra.

- Det er held i uheld, at vi nåede at afhøre hende og derfor står med stærk dokumentation for, hvad der er foregået, op til det her tragiske sker, siger Lau Lauritzen.

Den 45-årige mand boede sammen med den dræbte, men parret flyttede fra hinanden i marts sidste år. Han har selv tre børn fra et tidligere ægteskab.