Den yngre mand, der onsdag aften kort før kl. 19 blev udsat for en dramatisk anholdelse med trukne tjenestevåben af politifolk foran den jødiske synagoge i Krystalgade i København, er sent onsdag aften blevet løsladt.

Den anholdte var en 37-årig mand fra Litauen, der blev ifølge politiet blev anholdt, fordi han udviste en mistænkelig adfærd.

»Umiddelbart op til anholdelsen var personen af det tilstedeværende bevogtningspersonale fra politiet set ligge og bede ud for en opgang overfor Synagogen. Efterfølgende blev han råbt an af politiet, der af sikkerhedsmæssige årsager og på baggrund af mandens adfærd, trak deres tjenestepistol,« oplyser Københavns Politi onsdag aften kort efter kl. 22 i en pressemeddelelse.

»Ved den efterfølgende anholdelse og visitation blev manden ikke fundet i besiddelse af gentande af politimæssig interesse. Personen blev indtransporteret til en københavnsk politistation med henblik på nærmere afhøring. Manden blev løsladt af politiet kl. 21.45,« tilføjer Københavns Politi.

Vagtchef Kristian Aaskov oplyser til bt.dk, at den 37-årige mand ikke bliver sigtet for noget.