En 26-årig mand forsøgte tirsdag at køre en politibetjent ned i Sakskøbing på Lolland, skriver TV2 Øst.
Betjenten følte sig så truet, at han skød mod den varevogn, som den unge mand kørte i.
»Han (den 26-årige, red.) har ført en bil frem mod en politibetjent, som har været nødt til at undvige for ikke at blive kørt ned,« siger anklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Skipper Pelle Falsled, til tv-kanalen.
Tirsdag aften oplyste politiet, at man undersøgte et mistænkeligt forhold i den lollandske købstad.
Få timer senere kom det frem, at det drejede sig om en skudepisode, hvor politiet havde affyret skud mod et køretøj.
Ingen kom til skade i forbindelse med anholdelsen af den unge bilist.
Onsdag blev den 26-årige så fremstillet i grundlovsforhør.
Han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om fareforvoldelse og vold og trusler mod en politibetjent.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal nu rutinemæssigt vurdere sagen.
Den 26-årige er varetægtsfængslet frem til 23. april.