Onsdag morgen er politiet massivt til stede i et boligkvarter i Holbæk.

Det skyldes en dramatisk hændelse i nat.

Klokken 04.40 blev to unge mænd sat af foran Holbæk Sygehus, formentlig i en bil, som forsvandt efter at have afleveret dem.

De to mænd på henholdsvis 22 og 23 år var begge alvorligt såret af knivstik.

Politiet har indledt en større efterforskning, men har endnu ikke kunnet afhøre de to sårede på grund af deres tilstand.

Onsdag morgen har politiet afspærret et større område i Ladegårdsparken.

»Vi er massivt til stede og søger med hunde i området,« fortæller pressetalsmand ved Midt- og Vestsjællands Politi Thomas Kristensen.

»Vi kommer til at være der formiddagen igennem,« tilføjer han og understreger, at der er tale om indledende efterforskning.

Politiet ved endnu ikke, hvem der kørte bilen, eller motivet bag knivstikkeriet.

»Vi arbejder ud fra en tese om, at der kan være tale om et overfald i det kriminelle miljø, men vi holder også alle andre muligheder åbne. Vi er endnu i et meget tidligt stadie af efterforskningen,« fortæller vicepolitiinspektør Kim Løvkvist i en pressemeddelelse fra politikredsen.

Politiet kan indtil videre heller ikke sige noget om det præcise gerningssted, andet end at det er foregået et sted i Holbæk – som kunne være Ladegårdsparken.

»Vi har stadig ingen anholdte eller mistænkte,« fortæller Thomas Kristensen.

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer personer, der har bemærket noget mistænkeligt i Holbæk i løbet af natten – det være sig personer eller køretøjer – at kontakte politiet på 114.

Midt- og Vestsjællands Politi forlængede en visitationszone i området i slutningen af marts gældende indtil 11. april.

Visitationszonen blev oprettet 1. februar i kølvandet på en skudepisode i kvarteret Apotekerhaven.

Her blev en mand ramt af skud, som blev affyret igennem et vindue ind i hans lejlighed. Manden var ikke umiddelbart i livsfare.

Politiet mener, at der er en konflikt mellem to grupperinger, som har tilknytning til to boligområder i Holbæk.

I en visitationszone kan politiet i en begrænset periode stikprøvevis lave kropsvisitationer samt undersøge tøj og andre genstande og køretøjer.

Præcis hvor længe politiet vil være til stede i Ladegårdsparken, ved Thomas Kristensen på nuværende tidspunkt ikke.