En 73-årig aahusiansk erhvervsmand er som sunket i jorden. Ingen, hverken hans familie eller politiet ved, hvor han er.

Det er en gåde og et mysterium, hvad der er sket med den 73-årige Niels Joachim Nicolaisen fra Aarhus. Den veltrænede erhvervsmand forsvandt nærmest ud i den blå luft fredag. Ved 19-tiden fredag aften talte han i telefon med en ven. Ingen har set eller hørt fra ham siden.

»Lige nu er det hele et stort spørgsmålstegn,« siger vagtchefen ved Østjyllands Politi, Thomas Hinge, til BT.

»Vi har været ude med hunde og søge på den rute, som vi formoder, han er gået. Men det er et tæt beboet område, hvor hundene ikke kan få fært af en bestemt person. Så vi er lidt på bar bund. Det er som at finde en nål i en høstak,« tilføjer vagtchefen.

Niels Joachim Nicolaisen har sit eget konsulentfirma og beskrives som en sund og yderst fit mand. Familien mener da også, at han forsvandt, da han var på vej ned for at træne i et fitnesscenter, hvor han kommer flere gange om ugen. Men han tjekkede aldrig ind i centeret, og pas, tegnebog og bilnøgler lod han blive hjemme.

Politiet tror dog ikke, at han er blevet udsat for en forbrydelse.

Familien frygter, at han har fået et ildebefindende, og det kan vagtchefen da heller ikke udelukke:

»Men så burde vi bare have fundet ham. De steder, hvor han kunne være, dem har vi været,« siger Thomas Hinge og tilføjer:

»Der er heller ikke noget sygdomsbillede, der indikerer, at han skulle have ønske om at tage sig selv af dage.«

Niels Joachim Nicolaisens pårørende deltager selv i eftersøgningen, og organisationen Missing People er også på vej ind i sagen.

»Han er en fit mand, der går i fitnesscenter et par gange om ugen. Hvis vi vidste, at der var optræk til demens eller lignende, kunne det måske forklare noget, men det er der ikke. Det kan være alt fra en kriminel handling til, at han ikke kunne se sig ud af det hele,« siger hans ene søn, Jesper Nicholaisen til stiften.dk.

Sønnen afviser dog, at der skulle være nogen grund til, at hans far selv skulle have ønsket at forsvinde. Tværtimod beskriver sønnen sin far som 'mentalt stærk, en rigtig overlever.'

Niels Joachim Nicolaisen har tilsyneladende ikke sin mobiltelefon med sig. I hvert fald har den ikke været brug siden fredag aften, og det samme gælder hans dankort.

Signalementet af han lyder: 190 centimeter høj og slank af bygning, Han beskrives som frisk af sin alder. Han var iført knælang, grøn vinterjakke og gullige Timberland støvler. Muligvis også hue og med en rygsæk.

Østjyllands Politi vil rigtig gerne høre fra eventuelle vidner eller andre, som mener at vide, hvor den driftige erhvervsmand kan være.

Intil videre har politiet dog ikke fået troværdige tip, der har kunnet bringe dem videre i sagen.

»Vi er lidt blanke på den. Havde vi haft noget konkret at sætte i gang, så havde vi gjort det,« lyder det fra Thomas Hinge.

Har du set Niels Joachim Nicholaisen, eller ved du, hvor han er, kan du kontakte Østjyllands Politi på 114 eller 8731 1448.