Den mistænkelige mand, som bevæbnede betjente har brugt det meste af torsdagen på at finde, havde et legalt ærinde med sin kuffert. Han var blot meget nervøs under sin togtur, siger politiet.

I flere timer har svært bevæbnede betjente gennemsøgt store dele af København efter en mistænkelig person, som Københavns Politi har søgt efter siden torsdag morgen.

Personen vakte opsigt, fordi han - ifølge øjenvidner - sad og læste i en bog om terror under en tur med S-toget, og fordi han ifølge samme vidner nærmest gik i panik, da hans sorte kuffert væltede under turen.

En passager slog alarm hos politiet, fordi manden virkede nervøs, men nu viser det sig, at jagten var grundløs. Efter flere timers eftersøgning har politiet fundet frem til, at manden havde et helt legalt ærinde med sin kuffert tidligt torsdag morgen.

Manden var blot nervøs, muligvis fordi han skulle til eksamen, fortalte politiinspektør Mogens Lauridsen under den pressebriefing, som der blev indkaldt til torsdag klokken 14.15.

- Han medbragte en taske, en kuffert, og han var synligt meget nervøs. Derfor har vi forsøgt at finde ud af, om der var noget alvorligt i den kuffert. Det har vi så brugt tiden på siden morgenen, forklarede politiinspektør Mogens Lauridsen under briefingen foran Politigården.

Flere borgere havde henvendt sig til politiet, og det havde havde ført til, at man nu var næsten stensikker på mandens identitet.

- Vi er nu i en situation, hvor vi har identificeret den unge mand, og alt tyder på, at det er helt legalt. Vi har ikke fat i ham, men vi er tæt på.

- Han har måske været meget nervøs, fordi han skulle til eksamen eller lignende, tilføjede politiinspektøren.

Politiet har rekonstrueret mandens færden gennem København torsdag og udsendt billeder af ham fra blandt andet togenes overvågningskameraer. Her tog manden S-toget fra Vallensbæk Station til Nørreport, hvorefter han løb ind i et Metro-tog og fortsatte turen til Islands Brygge, hvor han stod af 8:36.

Det var under denne tur, at en kvindelig passager valgte at anmelde manden. Denne kvinde vurderede politiet som et så troværdigt vidne, at man valgte at sætte massiv efterforskning ind på at finde manden.

Politiet afviser derfor, at man kunne have handlet anderledes i situationen.

- Det er ikke sådan, at vi undersøger alle nervøse mænd. Men vi fik en henvendelse fra et meget troværdigt vidne, og derfor var vi nødt til at undersøge sagen til bunds, sagde Mogens Lauridsen fra Københavns Politi.

- Men han har altså en ren baggrund, lød konklusionen.


Se video: Politiet afspærrer Nyhavn



Klik her og se flere billeder på Localeyes.dk

VED DU NOGET? TIP BT PÅ 1929@BT.dk



Interaktivt kort: Politijagt i København