Den danske topsvømmer Jeanette Ottesen og hendes kæreste Marco Loughran blev forrige søndag overfaldet i deres bil midt i København. Nu har Københavns Politi afhørt og sigtet en mand for volden mod parret.

Det fortæller politikommissær hos Københavns Politi, Robert Jensen.

»Vi har haft en person til afhøring i dag, som vi har sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 244, som omhandler vold,« siger han til bt.dk.

Manden, der er 37 år gammel, blev dog ikke anholdt og fik efter afhøringen lov til at gå.

Under afhøringen bekræftede manden, at han havde været involveret i voldsepisoden, som endte med at koste Jeanette Ottesen en brækket lillefinger og en kraftigt forstuvet ringefingeren, mens hendes kæreste fik hul i hovedet, flækkede et øjenbryn, knækkede flere tænder og slog sin skulder voldsomt.

»Nu må vi ikke gengive, hvad han har forklaret til politiet, men jeg kan fortælle, at han bekræfter, at han var været involveret i episoden,« siger Robert Jensen.

Københavns Politi fandt frem til manden ud fra de oplysninger, som det fik indsamlet fra gerningsstedet. Blandt andet kunne Jeanette Ottesen oplyse politiet om nummerpladen på den bil, den 37-årige mand havde kørt i.

»Ud fra de oplysninger havde vi en god idé om, hvem han var,« siger Robert Jensen.

Manden er tidligere kendt af politiet, men ifølge Robert Jensen er det for småting. Den 37-årige mand har heller ingen relation til bandemiljøet.

»Nu skal sagen så vurderes af vores anklagemyndighed for, hvad der så skal ske. Vi skal lige snakke med et par yderligere personer og danne os et samlet billede af, hvad der skete,« siger Robert Jensen og fortsætter:

»Og så må vi vente og se, hvad der sker.«