Slagtningen af en pony på en nordsjællandsk strand sender igen tv-kokken Camilla Plums 26-årige søn Carl en tur i retten.

I næste uge fortsætter det retslige efterspil i Østre Landsret, hvor Carl Plum og en kammerat skal forklare sig om den ulovlige pony-mishandling på stranden i Tisvildeleje en juni-aften i 2013.

Statsadvokaten i København har besluttet at anke den dom på 30 dages ubetinget fængsel, som de to unge mænd i oktober fik ved Retten i Helsingør. De blev dømt for at have mishandlet og slagtet ponyen Tarzan ved at have skåret halsen over på dyret med en sløv brødkniv. Carl Plums kammerat videofilmede hele forløbet.

»Vi har ikke anket byrettens dom for at få en skærpet frihedsstraffen, men fordi vi gerne vil have Østre Landsret til at tage stilling til, om der også skal ske rettighedsfrakendelse - altså om de tiltalte skal frakendes retten at beskæftige sig med dyr,« oplyser senioranklager Tine Ginnerup til bt.dk.

Hvis Carl Plum og hans kammerat også bliver rettighedsfrakendt, må de i en periode, som retten fastsætter, ikke eje, passe, slagte eller generelt  have med dyr at gøre.

»Hos statsadvokaten ser vi på alle sager om rettighedsfrakendelse, og hvis vi mener, at en dom er i strid med praksis, vil vi altid prøve at anke den, hvis vi mener det er afgørende,« forklarer anklageren om baggrunden for at anke pony-dommen.

Hvis de to unge mænd bliver rettighedsfrakendt, må de ikke eje så meget som en guldfisk.

Carl Plums forsvarer, advokat Karoly Németh, kalder anklagemyndighedens anke af byretsdommen fra Helsingør »fuldstændig fjollet«.

»Rettighedsfrakendelse er beregnet til at blive brugt over for landmænd eller andre, der professionelt beskæftiger sig med at passe dyr.  I det her tilfælde vil det kun få den betydning, at min klient risikerer ikke at have lov til at gå ind i en dyrehandel for at købe en papegøje eller et andet kæledyr. Og hvordan vil man overhovedet kontrollere, at en eventuel rettighedsfrakendelse overhovedet bliver overholdt? Det er helt tosset,« siger Karoly Németh til bt.dk.

Efter byretsdommen i Helsingør karakteriserede han de to unge mænds slagtning af ponyen som »åndssvage drengestreger«.