Man kan godt argumentere for, at den magi, der ligger i forførelsen, må ofres for at sikre kvinden mod overgreb. Men juraprofessor Eva Smith er betænkelig ved at indføre samtykke som en del af voldtægtsparagraffen, ligesom man er på vej til at gøre i Sverige.
Det er ikke fordi, der er noget i vejen med intentionerne i den nye svenske voldtægtslov.
»Jeg kan bare ikke se, at det skulle gøre den store forskel,« siger Eva Smith, der er jurist og professor emeritus ved Københavns Universitet.
Søndag præsenterede Sveriges statsminister et forslag til en ny paragraf, der vil gøre det kriminelt at have sex med en person, som ikke har givet helt klart og udtrykkeligt udtryk for, at han eller hun vil deltage – såkaldt samtykke. I dag kan en mand først dømmes for voldtægt, hvis man kan påvise, at den forulempede part ikke har ønsket samleje.
Formålet er dels at få dømt flere for voldtægt. Dels at opnå en præventiv effekt ved at sætte fokus på frivillighed. Og herhjemme har bl.a. oppositionspartierne, Dansk Kvindesamfund og flere juraprofessorer anbefalet, at Danmark skal følge samme spor.
»Men problemet med, at den type retssager oftest ender i påstand mod påstand, forsvinder jo ikke,« siger Eva Smith.
Samtykkelovgivningen er først og fremmest relevant i forhold til såkaldte kontaktvoldtægter, hvor kvinden mener, hun er blevet voldtaget, mens manden mener, at hun signalerede, at hun selv havde lyst, fordi de havde småkysset i løbet af aftenen, at hun selv var gået med på toilettet eller havde inviteret ham til kaffe derhjemme en sen aften.
»Og jeg ville altså blive meget forbløffet, hvis en mand, der er anklaget for en voldtægt, som han ikke mener at have begået, sagde »det er rigtigt – hun sagde nej«. Han ville formentligt lyve og sige »jeg hørte, hun sagde ja«. Så med mindre samtykket er skriftligt, kan jeg ikke se, at vi opnår noget som helst.«
Kan det ikke være med til at sikre domfældelse i de tilfælde, hvor kvinden f.eks. er så beruset, at man ikke kan sandsynliggøre, at hun har sagt ja til sex med en eller flere mænd i en skummel baggård i fem graders kulde?
»Jeg vil ikke afvise, at vi kan få domfældelse i nogle grelle sager, hvor kvinden ikke kan have givet mundtligt samtykke. Men man skal ikke tro, det er et vidundermiddel. Det er det, jeg mener.«
I Danmark blev et beslutningsforslag fra venstrefløjen om samtykkelovgivning tidligere på året nedstemt af et flertal bestående af regeringspartierne, DF og Alternativet. Argumenterne var bl.a. at »samtykke i en seksuel sammenhæng kan være svært at definere«, og at man kunne risikere at vende bevisbyrden, så gerningsmanden skal bevise sin uskyld.
Hvad siger du til de indvendinger?
»Det kan jeg også være betænkelig ved. Hvad nu, hvis kvinden siger: »Jeg ved ikke rigtig«, og manden så presser på, og de har sex, og hun er ok med det. Hvis hun så fortryder bagefter, har hun det våben imod ham, at hun jo sagde »jeg ved ikke rigtig«. Og så bliver det pludselig manden, der skal bevise, at kvinden faktisk selv lænede sig ind imod ham, kyssede ham og tog hans t-shirt af.«
Er kravet om samtykke – som regeringen hævder – for svært at definere?
»Nej, tværtimod, vil jeg sige. Hvis loven siger, der skal være klart samtykke, ville manden ovenfor jo skulle dømmes for voldtægt, med mindre kvinden mundtligt havde sagt tydeligt ja. Men mener vi virkelig, det er rimeligt? Det tager jo også noget af romancen ud af forførelsen, hvis man hele tiden skal sikre sig, at den anden er med på det. Man kan godt argumentere at den magi, der ligger i forførelsen fra den ene eller anden side, må man ofre for at sikre kvinden mod overgreb. Men det er den pris, man betaler.«
Betyder det så, at du er imod en samtykkelov?
»Jeg synes, det er utrolig svært, fordi vi taler om noget, som mange mennesker indlader sig på hver dag til glæde for begge parter. Og i sidste ende kommer det an på, hvordan domstolene vil fortolke kravet. Hvis man fortolker det meget restriktivt, kan man ende i den situation, at nogen bliver dømt i modstrid med, hvad vi normalt mener er retfærdigt - at man udvider det kriminelle rum for meget. Men der kan også ske det modsatte – at mændene lyver og siger, at kvinden gerne ville, og så er det påstand mod påstand som før, og så gør det ingen forskel.«
Hvad skal vi så gøre, hvis vi vil undgå kontaktvoldtægter og sikre at flere skyldige bliver dømt?
»Et eller andet sted kan jeg ikke forstå, at vi i et oplyst samfund som Danmark ikke kan finde ud af at opdrage vores børn til, at seksuelle forhold naturligvis er frivillige. Selvfølgelig kan man lovgive og ændre lovtekster. Men jeg synes, at vi må kunne gå nogle andre veje for at nå det, vi gerne vil, end at gribe til lovgivning, der er så restriktiv og kan skabe uheldige og uretfærdige situationer i så følsomme emner som sex og følelsesliv. Det er en falliterklæring, hvis vi skal gribe til det samme som svenskerne.«
