Den 55-årige kvinde, der lørdag reddede en 60-årig mand fra druknedøden i Silkeborg Havn, får stor ros af politiet for sin hurtige og snarrådige indsats.

Kvinden kom tilfældigt forbi Silkeborg Havn lørdag aften ved 21-tiden, da hun hørte en mand råbe om hjælp efter at være faldet i vandet. Med en redningskrans om livet sprang hun i vandet for at hjælpe den nødstedte mand i det kolde vand.

-  Jeg synes, det er flot. Stor ros til hende for at hun springer i vandet uden at tænke på, hvor koldt det er og så videre, siger vagtchef Kjeld Nedergaard fra Midt og Vestjyllands Politi.

Læs også:

Han afslører, at politiet er så begejstret for hendes indsats, at de vil belønne hende for den.

- Vi indstiller hende selvfølgelig til en dusør. Politidirektøren har tit lidt penge at dele ud af, når der er nogen, der laver lidt udover det sædvanlige. Så jeg håber da, at han vil betænke hende med et mindre beløb her op til jul. Vi indstiller hende i hvert fald, slår vagtchefen fast.

Kvinden selv har ikke ønsket at stille op til interview og fortælle om redningsindsatsen. Den 60-årige mand er indlagt på Silkeborg Sygehus, hvor han ifølge politiet har det godt omstændighederne taget i betragtning.