Ordkrigen mellem milliardæren Karsten Ree og byggematador Axel Juhl-Jørgensen tager nu en ny drejning.

Under overskriften "Karsten Rees vilde liv med damer" har Axel Juhl-Jørgensen sendt bl.a. BT en redegørelse for det hændelsesforløb, som efter hans mening er baggrunden for, at hans tidligere bedsteven Karsten Ree nu er blevet sigtet af Nordsjællands Politi for menneskehandel.

Karsten Ree har pure afvist sigtelsen for menneskehandel og sagt, at der er tale om "en vendetta (hævn, red.) for at skade mig". Og Rees kæreste Janni Christensen har fra sin fængselscelle i Horserød Statsfængsel direkte sagt, at der er tale om falske anklager, som Axel Juhl-Jørgensen står bag.

Det har nu fået den tidligere byggematador til tasterne med hans udlægning af det, som han kalder de "mange fejlagtige og mangelfulde indlæg i medierne".

Ifølge Axel Juhl-Jørgensen kom den unge afrikanske kvinde, der er midtpunktet for Rees sigtelse om menneskehandel, til Danmark i selskab med Karsten Ree 30. oktober 2012.

De første par dage boede de hos Axel Juhl-Jørgensen, fordi Karsten Ree på grund af skilsmisse ikke umilddelbart kunne flytte ind i sin Strandvejsvilla, hvor eks-konen stadig boede.

- V. (kvindens navn udeladt, red.) var nyansat i hans afrikanske Blixen Camp, da Karsten overtalte den søde og meget unge pige til at være hans kæreste i DK, og Karsten tvang Campens direktør til at frigive hende. Normalt er det næsten umuligt for en ung, afrikansk kvinde at opnå visum til Europa, men Karsten lagde pres på DK's ambassadør i Nairobi, som på 24 timer fik accept fra Udenrigsministeriet i DK, skriver Axel Juhl-Jørgensen blandt andet.

Herefter boede den unge afrikanske kvinde angiveligt tre-fire måneder hjemme hos Karsten Ree, indtil hun flyttede til Ree Park i Ebeltoft, hvor hun ifølge Axel Juhl-Jørgensen "på skrømt og proforma" skulle være trainee.

Ifølge Axel Juhl-Jørgensen blev den afrikanske kvinde dog droppet, efter at Lotte Heise i sommeren 2013 var blevet Karsten Rees nye kæreste.

- V. erfarede omgående dette og indledte en sultestrejke i sin sorg over at blive kasseret som Karstens kæreste/elskerinde, tilføjer Axel Juhl- Jørgensen.

Efterfølgende oplyser byggematadoren, at han i formentlig december sidste år blev ringet op af den afrikanske kvinde, som klagede over, at Karsten Ree havde snydt hende for tre måneders løn. Siden har han angiveligt ikke haft nogen kontakt med hende, og ingen ved øjensynligt, hvor hun opholder sig.

Dog nævner Axel Juhl-Jørgensen i sin redegørelse, at hun muligvis flygtede fra Danmark til Sverige eller Norge, da ansættelsesforholdet i Ree Park ophørte.

I torsdagens udgave af BT oplyser Lotte Heise, at hun i den periode i sommeren 2013, hvor hun dannede par med Karsten Ree, ikke så eller oplevede noget, der kan sættes i forbindelse med menneskehandel.

- Det kender jeg virkelig ikke noget til. Jeg oplevede slet ikke noget i den retning. De eneste mørke kvinder, jeg så, havde Axel Juhl (-Jørgensen, red.) med, når vi var ude at spise, men det havde han altid, fortæller Lotte Heise til BT.

Det har ikke været muligt for bt.dk at komme i kontakt med Karsten Ree for at få hans kommentarer til Axel Juhl-Jørgensens oplysninger.

De to rigmænd var indtil slutningen af sidste år hinandens bedste venner, men kom i bitter strid i forbindelse med straffesagen mod Karsten Rees nuværende kæreste - den tidligere Oddset-model Janni Christensen.

Her forsøgte Ree at få Axel Juhl-Jørgensen indblandet i retssagen, fordi han også havde været en del af netværket omkring en ældre, svagelig mand, som Oddset-Janni endte med at få 15 måneders ubetinget fængsel for at have malket økonomisk.