En 23-årig fodboldtræner i en sjællandsk klub har i juridisk forstand fået et rødt kort.

Byretten i Roskilde har fundet ham skyldig i at have krænket blufærdigheden hos to af de unge piger, som han var betroet til træning på et af sin klubs ungdomshold.

Det skete blandt andet ved at sende et videoklip fra en pornofilm til den ene pige, hvorefter han spurgte, om de ikke skulle prøve at lave det samme som i filmen.

Under en køretur i en bil lagde han også an på pigen, selv om hun var under 15 år gammel på gerningstidspunktet.

Ved domsmandssagen i Roskilde var ungdomstræneren udover blufærdighedskrænkelse mod de to forurettede piger også tiltalt for forsøg på voldtægt mod den ene under køreturen – enten i form af samleje eller andet seksuelt forhold end samleje. 

Det mente retten dog ikke var tilfældet, da der i det forhold også »kun« havde været tale om blufærdighedskrænkelse – ikke forsøg på voldtægt.

På den baggrund udmålte byretten en straf til den 23-årige fodboldtræner på fængsel i tre måneder, hvoraf to måneders fængsel blev gjort betinget.

Retten så blandt andet på blufærdighedskrænkelserne med særlig alvor, fordi pigerne havde været betroet træneren til undervisning som fodboldtræner.

Derfor blev han ved dommen også frakendt retten til i to år at beskæftige sig med unge under 18 år erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktivitet. Det skete i medfør af straffelovens paragraf 79.

Træneren blev blandt andet dømt for fra sit hjem at have krænket den mindreårige pige under en videosamtale, hvor han bad hende tage sin bh af og udføre »frække ting«, mens han masturberede.

Og den anden fodboldpige tilsendte træneren billeder af sig selv med bar mave, underbukser og bare lår, ligesom han via Snapchat skrev og spurgte, om hun var til »fræk chat« og om hun ville »skrive frækt«.

Træneren modtog dommen på de tre måneders fængsel, hvoraf to altså var betinget.

Da de forurettede piger ifølge retsplejeloven har et ubetinget krav på fuldstændig anonymitet i forbindelse med omtale af sagen, nævner B.T. ikke nærmere detaljer af geografisk eller anden karakter, der kan afsløre deres – eller trænerens – identitet.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at lytte podcast: