Nordsjællands Politi troede, at man blot havde fanget en småkriminel tricktyv, da man 17. juli fik en 43-årig rumænsk mand varetægtsfængslet, sigtet for fem tricktyverier, hvoraf han tilstod de fire.

Nu viser det sig, at fangsten tilsyneladende er større end først antaget. Den 43-årige rumæner var nemlig efterlyst under en anden identitet i en stor sag om tricktyverier begået i byer over det meste af Danmark. Det skriver ekstrabladet.dk.

Politiet hæver nu antallet af sigtelser for tricktyverier mod den 43-årige fra fem til 171. Det drejer sig om tyverier, hvor ofrenes bankkonti er blevet lænset, efter tricktyve har afluret pinkoder og stjålet kreditkort i en lang række butikker.

Sagen er samlet hos Syd- og Sønderjyllands Politi, og den rumænske mand bliver fredag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.

Den 43-årige har opereret med flere falske identiteter, men politiet mener nu, at de har fastslået hans rigtige identitet. De mistænker manden for at være i ledtog med mindst to andre rumænere, men politiet mangler endnu at finde frem til mindst en formodet medgerningsmand, og derfor forventes det, at fredagens grundlovsforhør sker for lukkede døre.

Ifølge politiet har tyvebanden fået mange penge i udbytte, som formodes sendt ud af landet, skriver ekstrabladet.dk.

De 171 tricktyverier blev begået i perioden fra 7. juni til 27. august sidste år. Tyvene slog blandt andet til i Haderslev, Kolding, Vejle, Esbjerg, Holsted, Slagelse, Næstved, Frederikssund og i Storkøbenhavn.