Når skelsættende begivenheder indtræffer i vores liv, kan vi som regel bagefter huske, hvor vi var, og hvad vi foretog os. Da Thorkild Fogde, politidirektør i København, modtog beskeden om, at der var skud ved kulturhuset Krudttønden d. 14. februar i år, befandt han sig i Vestjylland og var egentlig midt i et familiebesøg.
Samme morgen havde Københavns Politi pågrebet en mand, som var mistænkt for at stå bag en række voldtægter. Rent tilfældigt talte Thorkild Fogde i telefon med chefpolitiinspektøren om den formodede voldtægtsmand. De afbrød hurtigt opkaldet, da de første meldinger om skud ved Krudttønden løb ind. Det blev aftalt, at chefpolitiinspektøren ville vende tilbage, hvis Fogde måtte afbryde sit weekendophold. Men da TV 2 News kort efter klistrede den gule breaking news-bjælke nederst på skærmen, havde politidirektøren allerede truffet sin beslutning. Han pakkede bilen.
Politidirektør Thorkild Fogde har her et halvt år efter terroranslaget i København indvilliget i at fortælle om sine oplevelser den eftermiddag, nat og morgen samt give et indblik i en række hidtil ukendte detaljer om de overvejelser og forskellige scenarier, som den øverste ledelse i Københavns Politi arbejdede med i de 13 timer, hvor gerningsmanden Omar El-Hussein dræbte to personer og sårede i alt seks politifolk.
Den 22-årige mand havde transformeret sig fra at være et kriminelt bandemedlem til at blive en terrorist. Og terrorangrebet i København skete mindre end en måned efter attentatet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris. Med den viden, vi har i dag, kan vi se, at der er mange ligheder mellem de to angreb, siger Fogde:
»Omar El-Hussein var en såkaldt crossover-terrorist,« forklarer Thorkild Fogde, »hvilket vil sige, at han kom fra bandemiljøet, der har mange konflikter internt, men som hovedregel ikke angriber samfundet. De to brødre fra Paris var også kriminelle. Samtidig rettede begge angreb sig mod symbolske mål: tegninger, det jødiske samfund og politiet,« siger han og uddyber:
»Det var politifolk i blå uniformer, der sad inden for ruden i Krudttønden, og det var dem, han skød mod. Det var politifolk, der stod ude foran synagogen. Jeg er ret sikker på, at hans mål var Lars Vilks, muhammedtegneren, og så jødiske medborgere. Men han lod sig i hvert fald ikke afskrække af politifolkene. Hvis det var nødvendigt også at dræbe dem, var han klar til det. Det er også en af grundene til, at der siden angrebet er sat porte og sluser op her på Politigården.«
På køreturen over Jylland, Fyn og Sjælland den lørdag eftermiddag talte Thorkild Fogde konstant i telefon. Da han landede på Politigården kl. 21 om aftenen, havde statsministeren for længst meldt ud til befolkningen, at Danmark med skudattentatet på Krudttønden var blevet udsat for et terrorangreb.
»På det tidspunkt arbejdede vi med mange hypoteser. En oplagt mulighed var, at gerningsmanden var kommet fra Sverige sammen med Lars Vilks og nu søgte tilbage til Sverige igen eller på anden måde forsøgte at flygte ud af landet. En anden mulighed var, at han gemte sig et sted i byen. En tredje mulighed var, at han planlagde et nyt angreb. Men i takt med at tiden gik, blev det sidste også mindre sandsynligt,« fortæller Thorkild Fogde.
Om aftenen kom der mange tip ind fra befolkningen som reaktion på politiets pressemeddelelser og tweets. Nogle oplysninger var relevante, andre vildspor. Én hypotese var, at gerningsmanden opererede alene, en anden var, at der var flere gerningsmænd. Men for efterforskerne er det også utrolig vigtigt ikke at tage skyklapper på, forklarer Thorkild Fogde. De endevendte videomateriale, mulige DNA-spor blev sikret, men der var på det tidspunkt ikke noget entydigt spor af gerningsmanden.
Sideløbende med efterforskningen begyndte politiledelsen at forberede sig på en række scenarier.
»Hvad skulle vi gøre om mandagen, når samfundet startede op, hvis vi ikke havde fundet ham? Hvis vi ikke med sikkerhed kunne sige, at han var enten udrejst eller i fængsel, hvad skulle vi så gøre? For søren, det var en bekymring. Tænk sig at stå mandag morgen, hvis vi ikke var i stand til at give regeringen og befolkningen et svar på, hvor han var. Tænk hvis han ”trykkede sig” et eller andet sted og ventede på at slå til igen, når samfundet kom op at køre og ministerierne åbnede. Det var en hovedbekymring den aften.«
Da Fogde fik besked om angrebet ved synagogen, var følelserne blandede:
»Den tid der gik, fra han skød inde ved Synagogen 00.43 og frem til, at han blev fundet og dræbt, de fire timer var den største urofase i operationen. Vi vidste der, at han var i stand til at slå til flere gange. Vi vidste også, at han ikke skyede nogen midler, og at han var rigtig farlig. Han viste os også ved angreb nummer to, at han havde adgang til flere forskellige våben,« siger Thorkild Fogde og uddyber:
»Men da han slog til igen, vidste vi også, at det var mindre sandsynligt, at han ville vente og gemme sig i længere tid. Han ville slå til i en glidende bevægelse. Det var uhyggeligt den pågældende nat, men det forøgede også vores beslutsomhed. Vi vidste efter skyderiet ved synagogen, at vi var efter ham. Han var til stede og var aktiv. Vi var bevidste om, at vi nok skulle få ham. Ansvaret var tungt, jo, men jeg følte også, at jeg havde mange dygtige politiledere at dele det med.«
Den foreløbige kulmination kom kl. 5.30 søndag morgen med meldingen om skud ved Svanevej 1 på det ydre Nørrebro. Her skød og dræbte Politiets Aktionsstyrke Omar El-Hussein efter en skudveksling.
Thorkild Fogde var på det tidspunkt stadig ikke helt sikker på, at faren var drevet over.
Da politidirektøren efter drabet på gerningsmanden blev spurgt, om det hele var overstået, svarede han hverken ja eller nej:
»For hver time der gik, fik jeg lidt mere ro i maven – det var det, jeg sagde, for jeg kunne ikke på det tidspunkt vide med sikkerhed, at det var overstået, og at der ikke var en yderligere gerningsmand.«
Samtidig var politidirektøren meget bevidst om, at mange danskere som det første vil tænde fjernsynet søndag morgen for at blive opdateret på den dramatiske hændelse. Det var vigtigt, at det var politiet, der – på trods af de efterforskningsmæssige usikkerheder – trådte frem med de konkrete informationer og derfor indkaldte man til kort pressebriefing kl. 8 om morgenen. Op ad formiddagen blev politiet mere og mere sikker på, at Omar EL-Hussein var alene om at udføre handlingerne. At det nok var overstået i første omgang. Den bevidsthed sev også ind hos befolkningen og pressen, og i løbet af søndagen skiftede stemningen. Handlede politiet godt nok? Hvorfor var der ikke mere politi ved synagogen? Var betjentenes skydetræning god nok?
»Jeg har hele tiden vidst, at hvis en terrorist lykkes en dag med et anslag, vil offentlighedens bedømmelse blive meget hård. Sådan må det være, når noget så dramatisk og uhyggeligt sker. Problemet var, at mens pressen begyndte at kigge bagud, var vi stadig midt i en efterforskning. I vores optik var den her sag jo langt fra slut. Det kan godt være, at der ikke var flere udførende gerningsmænd, men der var en mistanke om hjælpere og assistenter, som vi skulle have fat i.«
Netop hjælperne er et uafklaret spørgsmål i terror-sagen. Fem mænd sidder stadig varetægtsfængslet, og Thorkild Fogde forventer, at anklagemyndigheden inden årsskiftet skal tage stilling til en eventuel tiltale.
Mens der er mange ubesvarede spørgsmål, er en ting sikker: Terror-anslaget fik et politisk efterspil. Her var det helt store spørgsmål, hvorfor der gik fire timer fra det første angreb til, at der ankom politi-bevogtning til synagogen i Krystalgade. Daværende justitsminister Mette Frederiksen (S) sagde, at regeringen havde fået forkerte oplysninger, mens hun kritiserede Politiets Efterretningstjeneste (PET), som står for trusselsvurderingerne. Det blev også rejst spørgsmål om, hvorvidt politiet havde fået den rette skydetræning.
Og der er plads til forbedringer, slutter Thorkild Fogde:
»Efter at have evalueret forløbet og set på, hvordan vi håndterede situationen, så vil jeg sige, at vi gjorde det ikke dårligt. Men selvfølgelig skal vi lære af vores fejl, og det skal blive bedre, hvis vi får en sådan situation igen.«
