Han sad og sov i toget, da politiet ankom. Men kort forinden havde han angiveligt gang i de helt store armbevægelser.
En 28-årig mand har ifølge politiet slået og overfaldet en 42-årig kvinde med en bushammer i et tog tirsdag eftermiddag i Hinnerup, skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.
En 15-årig pige så episoden og forsøgte derfor at blande sig. Men det resulterede ifølge politiet i en spytklat og trusler på livet for den unge kvinde.
Toget holdt stadig på perronen, da politiet ankom til stedet, og hurtigt kunne vidner udpege gerningsmanden, der var faldet i søvn i toget.
Samtidig modtog den 42-årige kvinde behandling i en ambulance, inden hun blev kørt videre til hospitalet.
Hun og den 28-årige mand kendte ifølge politiet hinanden i forud for overfaldet.
Manden er nu sigtet for vold samt for grov vold og trusler på livet.
Østjyllands Politi er fortsat i gang med efterforskningen af hændelsen, og derfor har politiet ikke uddybende kommentarer.
Lyt til det seneste afsnit af B.T.s podcast 'På fersk gerning' her: