I 17 lange timer blev en yngre mand pint og holdt fanget, mens hans bortførere krævede en halv million kroner.

Det stod klart mandag eftermiddag ved byretten i Glostrup, hvor tre anholdte mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør. 

Ifølge sigtelsen ringede gerningsmændene til offerets mor og krævede en løsesum på en halv million kroner, mens hendes søn blev pint og plaget.

Blandt andet pådrog han sig kraniebrud, brud på den ene kæbe og betydelige skader på det ene øje.

Det stod klart, da han var blevet befriet af politiet, efter at have været holdt fanget med tape for munden og bundet.

Mændene er sigtet i en spektakulær kidnapningssag fra weekenden, hvor offeret nåede at være bortført fra lørdag aften til søndag eftermiddag, indtil politiet befriede ham.

Søndag aften meldte politiet ud, at seks mænd var blevet anholdt og sigtet for frihedsberøvelse og afpresning, hvor de ifølge politiet har haft forskellige roller i sagen, inden offeret blev befriet og de seks mænd anholdt i løbet af søndag eftermiddag.

Men kun tre af dem blev altså mandag kort efter middag ført ind i retslokale 404 i Glostrup - tæt bevogtet af uniformerede politifolk med skudsikre veste.

I retten blev de især sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 261 om frihedsberøvelse. 

Det kan som udgangspunkt udløse op til fire års fængsel, men under skærpende omstændigheder - eksempelvis hvis der er tale om at holde nogen fanget for vindings skyld - kan straffen stige til op til 12 års fængsel. 

Udover frihedsberøvelse sigtes de tre mænd også for afpresning, ulovlig tvang og groft overfald i form af legemsangreb af særlig farlig karakter.

Københavns Vestegns Politi fik kendskab til sagen lørdag aften lidt efter klokken 23. Her indløb der en anmeldelse om, at en yngre mand i 20erne var blevet udsat for vold og frihedsberøvet af bevæbnede mænd.

Det skete ifølge sigtelsen klokken 23.20 på Skolebakken i Hedehusene, hvor offeret af de bevæbnede gerningsmænd blev tvunget ind i en bil.

Herefter blev offeret ifølge politiet holdt fanget i flere biler og på flere adresser på Sjælland, mens kidnapperne ved at ringe til offerets mor forsøgte at få hende til at betale 500.000 kroner i løsesum.

Anmeldelsen medførte en omfattende eftersøgningsaktion, som varede til søndag aften og foregik i flere områder på Sydsjælland.

Eftersøgningen og anholdelserne skete i et tæt samarbejde mellem enheder fra PET og politikredsene for Sydsjællands og Lolland-Falster samt Københavns Vestegn.

I løbet af søndagen førte aktionen først til anholdelse af to mistænkte mænd i Næstved lidt over klokken 13.

Og omkring klokken 16 blev den frihedsberøvede mand lokaliseret på en adresse i Glumsø-området, hvor han blev fundet i live, men var alvorligt kvæstet.

I forbindelse med befrielsen af den frihedsberøvede mand anholdt politiet to personer, som er mistænkt i sagen.

Og omkring klokken 19 blev yderligere to andre mistænkte mænd anholdt i Haslev og Tappernøje.

De seks anholdte var mellem 29 og 60 år og blev altså i første omgange sigtet for frihedsberøvelse, for grov vold og for at forsøge at afpresse familien til den frihedsberøvede for et større pengebeløb eller for medvirken hertil.

Op til mandagens grundlovsforhør ved byretten i Glostrup har Vestegnens Politi været tilbageholdende med de nærmere konkrete omstændigheder omkring bortførelsen og befrielsen af offeret.

»Jeg kan ikke frigive detaljer om sagen, men det var en stor lettelse, da vi efter et stort fælles politiarbejdeog mange meget intense timer fik lokaliseret og befriet den frihedsberøvede mand,« lød det søndag aften i en pressemeddelelse fra leder af efterforskningen, vicepolitiinspektør Rikke Thestrup, Københavns Vestegns Politi.

Det nærmere hændelsesforløb, hvad der er gået forud og hvad har motiveret gerningsmændene, skal den videre efterforskning nu afdække, lyder det fra politiet.

Lyt til B.T.s krimipodcast På Fersk Gerning, der i denne uge undersøger sagen, hvor seks unge mænd er sigtet for drab på en efterskolelærer.