Med stærkt ætsende afløbsrens begik en skoledreng i sommer grov vold mod to af sine kammerater.

Den ene fik hævelser på benene, mens den anden blandt andet fik smertefulde brandsår i ansigtet, på halsen og skuldrene, ligesom han mistede noget af håret i hovedbunden.

Det mener Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der i næste uge vil tiltale den 15-årige dreng byretten i Nykøbing Falster.

Her vil han samtidig være tiltalt for yderligere et voldeligt angreb på en tredje dreng ved en SFO, som efter politiet vurdering som en skærpende omstændighed var helt eller delvist begrundet i offerets etniske oprindelse.

Da sagen efter planen skal behandles som en domsmandssag, tyder det på, at den 15-årige har i sinde at nægte sig skyldig i den rejste tiltale.

Ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået adgang til, fandt angrebet med afløbsrens sted 12. juni sidste år ved 18-tiden i skovområde ved togskinnerne bag Sukkerfabrikken i Sakskøbing.

Den ene dreng blev ramt på benene, så han pådrog sig et udslæt med hævelse og røde knopper på benene. Og den anden dreng blev ætset af afløbsrens i ansigt, nakke, skuldre og hovedbund.

Det betød ifølge anklageskriftet blandt andet et hårtab på et omkring 10 centimeter langt område.

Det andet voldsforhold fandt sted knap en måned senere ved et udendørsareal ved Sundskolens SFO i Nykøbing Falster.

Her blev en mindreårig dreng ifølge tiltalen skubbet flere gange af den 15-årige, der var i ledtog med en anden dreng, hvis sag er afsluttet, da han var under 15 år på gerningstidspunktet.

Ifølge anklageskriftet blev offeret slået i ansigtet med flad hånd, mens den 15-årige blandt andet skulle have sagt til ham: »Du er så fattig, at du kun har råd til at gå i skole – du har ikke råd til mad.«

I anklageskriftet tager anklagemyndigheden også forbehold for en påstand om erstatning til de fourettede drenge.