Den 19-årige mand, der natten til onsdag dræbte sin far, mor og storebror med en kniv i familiens hjem ved Aalborg, viste ikke tegn på at være påvirket i gerningsøjeblikket. Det fortæller anklageren i sagen til DR.

»Men vi er først helt sikre, når vi får resultatet af blodprøverne,« siger anklager Peter Rask fra Nordjyllands Politi til DR.

Overvågningsbilleder fra Limfjordstunnelen har vist, at den unge mand kørte fra sit hjem i Aalborg ud til forældrenes hjem tirsdag kl. 15.45. Natten til onsdag blev han registreret igen den modsatte vej. Blot 23 minutter efter at han havde dræbt sin mor, mens hun snakkede i telefon med politiet.

Læs også:

Læs også:

Hvad der er sket om aftenen og natten i familiens hjem er endnu uvidst, lige som politiet endnu ikke kan fastslå, hvad motivet til de voldsomme drab er. En af teorierne i omgangskredsen handler om, at den 19-årige kan have været jaloux på sin 22-årige storebror, som fik lov til at bo hjemme under sin uddannelse. Den 19-årige flyttede fra forældrene allerede som 16-årig.

Motivet er en af de ting, politiets efterforskning skal klarlægge. Som led i efterforskningen taler man med andre familiemedlemmer og familiens bekendte, men motivet er fortsat uklart, fortæller anklageren.

Den 19-årige mand blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger. Han skal ifølge DR mentalundersøges første gang fredag. Der er navneforbud i sagen.