Mens Den Uafhængige Politiklagemyndighed stadig efterforsker politiets dræbende skud mod en ung biltyv i Høng natten til søndag, har en sørgende mor mandag formiddag løftet sløret for den dræbtes identitet.

Det sker i et opslag på hendes offentlige Facebook-profil, hvor hun blandt andet skriver om sin 23-årige søn fra Slagelse:

- UNG MAND SKUDT OG DRÆBT I HØNG. K.H. (navnet udeladt, red.). Han er desværre ikke iblandt os mere. MEN ER ELSKET OG SAVNET. R.I.P K (fornavnet udeladt. red.). Vores familie ønsker fred til at bearbejde de tragiske omstændigheder.

Den 23-årige mand har på sin egen Facebook-profil lørdag formiddag - altså omkring et halvt døgn før sin dramatiske død - skrevet et opslag, der vidner om, at han var plaget af kærestesorg:

»Fuck jeg savner pigen i mit liv. Føler mig tom uden hende«.

Af skriverierne på Facebook fremgår det også, at den 23-årige indtil for nylig var i gang med afsone en dom i Nyborg Statsfængsel. Af billederne af ham fremgår det også, at han på sine fingre havde fået tatoveret bogstaverne A-C-A-B (All cops are bastards, red.)

Ved sin død sad han bag rattet i en af Forsvarets personbiler, der var blevet stjålet, mens den var afleveret til service hos et autoværksted. Bilen blev natten til søndag set køre hasarderet rundt i det indre Slagelse, og efter en 11 minutter lang biljagt, hvorunder tre politibiler blev påkørt, sluttede eftersættelsen tragisk på Finderupvej i Høng, hvor den 23-årige blev dræbt af et skud i brystet fra en politibetjents tjenestepistol.

Blandt de mange personer, der mandag middag kommenterede den 23-åriges død på Facebook, er også den dræbtes lillesøster. Hun skriver blandt andet:

»R.I.P min dejlige storebror K.H. (navnet udeladt, red.), du var en god bror, som forsvarede og passede på sin lillesøster. Du skal vide at du er elsket og savnet I hjertet gemt, men aldrig glemt! Jeg savner dig som en sindssyg, det er som om hvert et sekund stærkere savnet til dig! Jeg græder flere gange om dagen og tårerne triller ned af mine kinder og kan ikke stoppe dem, jeg vil elske dig for evigt og altid Men lige nu føler jeg sorg«.

Den 23-årige var imellem afsoningen af sine domme påbegyndt en uddannelse som maler hos uddannelsesinstitutionen Selandia CEU i Slagelse.