Hamza Samsam havde en fortid som syrienkriger, men familien til den 19-årige knivdræbte mand mindes ham som alt andet end en hårdkogt kriger.

Hamza Samsam blev kun 19 år. Tirsdag eftermiddag fandt en kniv vej til hans maveregion og berøvede ham livet. Drabet skete i Guldbergsgade på Nørrebro i København, og gerningsmændene er stadig på fri fod. Tilbage står en familie, der er efterladt i sorg.

Læs også:

Og de husker ham ikke som en kriger, men som en kærlig person, der var glad for børn:

’Jeg kender ham som en kærlig, ansvarsbevidst person. En person med et hjerte af guld, fyldt med kærlige følelser overfor alle - familie, venner og bekendte. Alle mindes en livsglad ung mand med et konstant smil på læben,’ skriver Ikhlas Samsam, der er søster til Hamza Samsam, i en facebook-besked til BT.

Læs også:

Kæmpede for retfærdighed

Hamza Samsams anden bror, Ahmed Samsam, stod i 2012 frem og fortalte, at han havde været i Syrien for at kæmpe mod Assads regime. Senere kom det frem, at også Hamza Samsam har været i Syrien for at slås.

På et billede, som BT har bragt, poserer Hamza Samsam med en kalashnikov foran et sort flag, der er magen til det, Islamisk Stat bruger. Men ifølge Ikhlas Samsam har Hamza Samsam aldrig kæmpet for ISog havde intet til overs for terrororganisationen.

’Han var imod IS, som jeg selv’, skriver hun på Facebook. Det sorte flag er ifølge søsteren blevet brugt i islam i mange forskellige sammenhænge, og billedet er taget før, IS vandt indpas i Syrien og tog flaget til sig.

Læs også:

Hun oplyser, at Hamza Samsam drog til Syrien for at kæmpe mod den vold og uretfærdighed, Bashar Assad udsatte det syriske folk for.

’Han var så meget imod uretfærdighed og med et hjerte fuld af kærlighed og medlidenhed, at han ikke kunne tåle - allerede fra 2012 - alle de brutale handlinger, der foregik mod de uskyldige mennesker fra vores hjemland Syrien. Han tog ansvaret på sine skuldre og rejste dertil for at hjælpe folket og stå imod de blodige soldater. Dette har været før, IS overhovedet opstod’, skriver søsteren.

Mindes ved ceremoni

Hamza Samsam bliver fredag mindet ved en ceremoni efter fredagsbønnen i Islamisk Trossamfunds moské på Dortheavej.

Hamza Samsam blev dræbt af et eller flere knivstik under et slagsmål mellem syv personer på Nørrebro. Motivet til drabet er ukendt. Hamza Samsam har ifølge politiet tilknytning til en personkreds fra banden Black Army, men det vides ikke om drabet er banderelateret.