To unge sosu-assistenter sidder tirsdag på anklagebænken i Retten i Aarhus, hvor de er tiltalt for uagtsomt manddrab på en 88-årig mand.

I juli 2013 boede den 88-årige på plejehjemmet Sifsgård i Aarhus-forstaden Åbyhøj. Han var få dage forinden blevet opereret og havde stærke smerter, som de to sosu-assistenter ville prøve at afhjælpe. Derfor knuste den ene af sosu-assistenterne, en i dag 33-årig kvinde, nogle smertestillende piller, som hun opløste i saltvand.

Med hjælp fra en nu 27-årig kollega sprøjtede de væsken direkte ind i en af mandens blodårer, og han døde kort efter.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi mener, at sosu-assistenterne burde have indset, at fejlmedicineringen var dødelig. De er derfor tiltalt for uagtsomt manddrab samt overtrædelse af autorisationslovens §75, der omhandler grov forsømmelse i arbejdet som autoriseret sundhedsperson.

I første omgang blev fire sosu-assistenter sigtet i sagen, men der er kun rejst tiltale mod de to, som anklagemyndigheden mener deltog aktiv i fejlmedicineringen af Jørgen Jensen.

Det var lægevagten, som erklærede den 88-årige død, der efterfølgende tilkaldte politiet.

»Den 9. juli omkring kl. 17 blev vi kontaktet af lægevagten vedrørende et dødsfald i en plejebolig i Åbyhøj. Lægevagten var kaldt ud til plejeboligerne for at erklære manden død, da han fik en mistanke om, at døden var indtrådt som følge af en mulig fejl fra personalets side,« sagde efterforskningsleder Claus Danø til BT i forbindelse med sigtelsen.