En 83-årig mand fra Horsens står til at miste sit kørekort, efter at han tirsdag morgen kørte spøgelseskørsel på Østjyske Motorvej E45 i retning mod Skærup.

Rune Nielsen, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, fortæller til B.T., at politiet fik anmeldelse om en spøgelsesbilist omkring klokken 09.00.

Ikke langt fra Vejlefjordbroen kørte bilisten i sydgående retning ad det nordgående spor.

»Der er en patrulje ved rastepladsen i Skærup, der får kontakt med bilen og følger den. Samtidig sender vi patruljer af sted fra den anden retning,« siger Rune Nielsen.

Spøgelsesbilistens blev dog først standset, da han kørte ind i en modkørende bilist – en kun 20 år gammel kvinde fra Svendborg, der kørte i den rigtige retning.

»Hun blev meget chokeret. Man forventer jo ikke modkørende på motorvejen,« siger Rune Nielsen.

De to biler ramte hinanden på siderne, og derfor slap både den 83-årige og den unge kvinde uden alvorlige skrammer.

»Hvis de var kørt frontalt sammen ved de hastigheder, kunne det være gået rigtig galt. På den måde kan man sige, at det var heldigt, der ikke skete mere,« siger Rune Nielsen.

Den 83-årige bliver nu formentlig frakendt kørekortet og skal op til en ny køreprøve.

Politiets foreløbige vurdering er, at den 83-årige hverken var dement eller bevidst kørte mod færdslen.

»Han har forklaret, at så snart han var derude, var han godt klar over, at den var gal, men han kunne ikke finde et sted at komme af motorvejen,« siger Rune Nielsen.

Han har et helt konkret råd til, hvad man bør gøre, hvis man ved en fejl ender med at køre mod færdselsretningen på motorvejen.

»Det rigtige er at køre ud i nødsporet og holde stille. Derefter må man tilkalde noget hjælp,« siger han.