Sporarbejdet på Fyn trækker endnu engang ud. Passagerer må hoppe i togbusser resten af døgnet.

København: Sporarbejdet på Fyn trækker ud, og gør det umuligt at køre med tog mellem Odense og Nyborg resten af tirsdagen, skriver DSB i deres trafikinformation.

Oprindelig var det planen, at togene skulle køre fra tirsdag morgen, men de planer er blevet udskudt ad flere omgange. Senest lød det tirsdag morgen, at man ville køre normalt fra tirsdag klokken 15.

Men tirsdag eftermiddag måtte Banedanmark erkende, at sporarbejde vil trække yderligere ud.

DSB oplyser på Twitter, at de forventer, at togene igen kan gøre på den fynske strækning efter midnat.

Forklaringen til udsættelserne har været uforudsete udfordringer med at blive færdige til tiden. Især volder en sporstoppemaskine bøvl, forklarer Anders Paaskesen, presseansvarlig hos Banedanmark.

»Vi har en forsinkelse på vores sporstoppemaskine mellem Utterslev og Marslev. Det sidder vi nu og gennemgår meget minutiøst. Lige nu er vi ved at gennemgå det sammen med entreprenøren,« siger Anders Paaskesen.

I stedet for tog er der nu indsat togbusser på strækningen, oplyser DSB. Togbusserne kører cirka hvert tiende minut.

De gør også opmærksom på, at der kan være ventetid mellem togbus og tog i henholdsvis Odense og Nyborg.

'Vi beklager den forlængede rejsetid og øvrige gener, som dette vil give', skriver DSB på deres hjemmeside.

Også efter Kristi himmelfartsferien i sidste weekend trak arbejdet på sporene ud.

Da var det oprindelig meningen, at togene skulle køre fra mandag morgen, men den plan gik i vasken, da arbejderne stødte på en gammel betontunnel i Odense.

Først onsdag blev togdriften genoptaget.

Også på strækningen mellem Fredericia og Odense er regionaltogene erstattet af togbusser resten af døgnet.

Passagerer, hvis rejse berøres af det forsinkede sporarbejde, kan ifølge DSB gratis få ændret eller refunderet deres ubrugte billetter.

Sporarbejdet over Fyn fortsætter over sommeren.