En større eftersøgning blev onsdag formiddag sat i gang i Øresund syd for Amager, hvor en tom sejlbåd blev set drive på vandet.

Det skriver Ritzau.

Der var sat sejl på båden, men der var angiveligt ikke nogen om bord.

»Lidt før klokken 9 modtog vi en anmeldelse fra en borger, der har set en mennesketom sejlbåd drive på vandet. Vedkommende har holdt øje med båden gennem 20 minutter,« sagde vagthavende ved redningscentralen Jan Møller Nielsen til Ritzau.

Jan Møller Nielsen tilføjede, at en helikopter og flere både blev sendt til området for at finde ud af, om den person, der kunne være om bord, var røget i vandet.

For da der var sejl på båden vurderede man, at der var en person på båden, som var faldet i vandet.

Kort efter kunne vagthavende hos Værnsfælles Forsvarskommando dog fortælle bt.dk, at båden ikke var ude at sejle alligevel. Den viste sig at være for anker og er nu sejlet sikkert i havn igen.