61-årige familiefar Jørgen Kihle Christensen har været forsvundet i mere end et døgn og er sidst blevet set fredag nat ved Vestamager Station i København. Politiets hundepatrulje eftersøgte lørdag aften området omkring stationen, men uden held. I dag søndag er en stor eftersøgning i gang i området.

Fredag aften var han i Cirkusbygningen med sine kolleger. Og siden er der ingen, der har set den 61-årige familiefar Jørgen Kihle Christensen.

En eftersøgning lørdag var forgæves. Men her søndag omkring frokosttid er der måske håb forude.

Ifølge BTs udsendte er der lige nu en kæmpe eftersøgning i gang i området omkring Vestamager Station, hvor politiet nu har fået hjælp af såvel hjemmeværnet som den private hjælpegruppe Missing People Denmark, som pt har omkring 100 frivillige i aktion. Derudover eftersøger politiets helikopter også i området.

»Der kommer løbende nye frivillige hertil,« fortæller BTs Nicolaj Truelsen.

»Indsatsen koordineres med politiet, som sender folk ud i mindre enheder på 3-4 stykker, der afdækker forskellige områder.«

Jørgen Kihle Christensen blev sidst set klokken 01.30 fredag nat ved Vestamager Station, som ligger under 30 minutters gang fra hans hjem.

Lørdag alarmerede familien politiet, som sammen med brandvæsenet siden lørdag aften har ledt efter Jørgen Kihle Christensen i området omkring stationen. Sent lørdag aften var man dog nødt til at indstille eftersøgningen.

Søndag formiddag startede man så op igen med en storstilet eftersøgning, hvor både politi, brandvæsen, hjemmeværn og Missing People Denmark deltager. Sidstnævnte har ved hjælp af frivillige delt sig op i små hold, som skal søge området omkring Vestamager og BTs udsendte deltager i eftersøgningen sammen med en af Missing People Denmarks grupper.

»Alle er dybt berørt. Vi går lige nu rundt i det kvarter, hvor Jørgen boede, går til hvert enkelt hus og banker på og spørger, om vi få lov til at kigge i deres haver og skure. Så hver en sten bliver vendt,« fortæller Nicolaj Truelsen.

Vidner har, kort før den 61-årige Jørgen Kihle Christensen forsvandt, set ham gå i den modsatte retning af hjemmet, ligesom han også var i kontakt med ambulancefolk, som reagerede på, at han havde blod i ansigtet, som menes at stamme fra et flækket øjenbryn. De vurderede dog, at det ikke var mere alvorligt, end at han kunne transportere sig selv hjem.

Politiet hører gerne fra personer, der kan komme med oplysninger i sagen.