Onsdag er sidste dag, at de indiske drenge, der forsvandt fra en håndbold turnering i Nordjylland, kan opholde sig lovligt i Danmark. Politiet i København leder stadig efter fem af drengene.

Nordjyllands Politi oplyser til BT, at der stadig intet nyt er om de resterende fem indiske drenge, der sammen med seks andre forsvandt fra håndboldstævnet Dronninglund Cup i Dronninglund, der ligger nordøst for Aalborg.

Indtil videre gør politiet heller ikke noget for at få fat i dem, da de lovligt kan opholde sig i landet til og med onsdag.

- Men vi vil gerne tale med dem om, hvorfor de forlader et håndboldstævne uden at give besked og efterlader deres personlige ejendele, identitetspapirer og pas. Det er en ikke-normal adfærd, siger vagtchef Per Jørgensen.

De seks af drengene, der er dukket op igen, har ifølge Politiken over for Københavns Politi forklaret, at de var bange for at få tæsk af deres leder. Det er ikke noget, politiet i Nordjylland har set nærmere på.

- De har forklaret, at de er bange for at få tæsk af deres leder, men politiet har ikke fået nogen henvendelser om vold eller lignende. Heller ikke ude fra håndboldstævnet, hvor alle kender alle, siger vagtchefen, der kalder det en underlig sag, hvor politiet kun står med gætterier som svar på deres forsvinden.

De 11 indiske gutter forsvandt lørdag og var væk i knap et døgn indtil seks af dem ifølge Politiken dukkede op i en moske i Vanløse, hvor lederen siden kontaktede politiet.

Hos Københavns Politi gør "man alt for at prøve at finde dem".

- Vi søger hele tiden, men det har ikke givet noget resultat, siger vagtchef Carsten Reenberg til BT, der forklarer, at det bliver op til Nordjyllands Politi at bestemme, hvad der skal ske, hvis de resterende fem indiske drenge endnu ikke er dukket op, når deres visum udløber, når onsdag bliver til torsdag.

Den del har Nordjyllands Politi endnu ikke taget stilling til.

- Det bliver en juridisk vurdering. De kan ikke flyve ud af Schengen-området (det meste af EU, red.) på lovlig vis, da de mangler deres ejendele. Så nu må vi se, hvad dagen i morgen bringer, siger Per Jørgensen.

Den indiske ambassade fortæller til Jyllands-Posten, at de seks drenge, som er dukket op, rejser hjem onsdag.

Drengenes leder er allerede rejst tilbage til Indien, oplyser politiet.