Det fik de gule breaking-bjælker til at løbe henover TV-skærmene i flere timer, da Københavns Politi sidste år indledte en menneskejagt på en person, der havde udvist en »atypisk adfærd« i S-toget.

Nu har den unge hovedperson, Alisiv Ceran, fået tildelt en erstatning på 35.000 kroner for uberettiget mistanke efter retsplejelovens regler. For i virkeligheden var han bare en nervøs studerende på vej til eksamen.

Det var et kvindeligt vidne, der forvekslede den unge mands høretelefoner med en bombelignende genstand, og da Alisiv Ceran samtidig sad og forberedte sin eksamen ved at læse en bog om terror, kontaktede kvinden politiet.

Politiet tog henvendelsen meget alvorligt. Men mens hele politistyrken var på den anden ende i København, sad hovedpersonen selv på Københavns Universitet på Amager - midt i den skriftlige eksamen.

Først efter flere timer kunne politiet afblæse terrorfrygten og rense den efterlystes navn. Men Alisiv Ceran mente efterfølgende, at hans person og navn var blevet krænket efter den voldsomme eksponering. Derfor krævede han en erstatning på 75.000 kroner, men det blev altså til under halvdelen.

Alligevel er Alisiv Ceran og hans advokat godt tilfredse med afgørelsen og de 35.000 kroner.

»Vi har besluttet os for ikke at gå videre til domstolene og få prøvet den del af det. Ud fra den begrundelse, som Rigsadvokaten har givet i forbindelse med sin afgørelse, og set i forhold til praksis, er vi fint tilfredse med det beløb,« siger advokat Erbil Kaya.

Det var en unik sag uden fortilfælde, og derfor vidste advokaten ikke præcis, hvad han skulle kræve i erstatning til sin klient.

»Jeg ville ikke sætte beløbet for lavt, for så ville vi være sikre på, at vi ikke vil få mere end det beløb. Rigsadvokaten måtte derfor vurdere, hvad niveauet i den her type sag skulle ligge på,« siger Erbil Kaya.