Gottfrid Warg vil anke sin dom på tre et halvt års fængsel til landsretten med ønske om frifindelse eller mildere straf. Den 21-årige medskyldige dansker modtager sin dom.

Den svenske superhacker Gottfrid Warg er ved Retten på Frederiksberg fredag eftermiddag blevet idømt tre et halvt års fængsel og udvisning fra Danmark i hackersagen mod den statslige IT-leverandør CSC i 2012.

Under hackerangrebet blev der blandt andet stjålet oplysninger fra kørekort- og CPR-registret.

Dommeren forklarede, at man i Wargs tilfælde har lagt vægt på, at hackingen var »systematisk, intensiv og foregik over en længere periode«. Samtidig får den 21-årige dansker, der har medvirket til angrebet, seks måneders fængsel.

Danskeren modtog dommen, mens Gottfrid Warg vil anke sin dom til landsretten med ønske om frifindelse eller en mildere straf.

Den 21-årige dansker blev løsladt efter retsmødet torsdag, hvor skyldsspørgsmålet blev afgjort, fordi han har siddet 17 måneder i varetægtsfængsel. En dom på to års fængsel, som anklageren gik efter, ville nemlig i realiteten kun betyde 16 måneder bag tremmer.