Den 18-årige mand, som fredag blev sigtet for medvirken til de værste terrorhandlinger i nyere tid i Danmark, har ikke kun en tæt relation til Omar El-Hussein. Han har også tidligere været i politiets søgelys.

Fredag formiddag hamrede civilklædte betjente døren ind på en adresse på Vognmandsmarken på Østerbro i København og anholdte en 18-årig ung mand, som nu bliver sigtet for at have hjulpet den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein under terrorhandlinger i København forrige weekend.

Den 18-årige er ifølge BT’s oplysninger i familie med Omar El-Hussein, men BT erfarer også, at den 18-årige er et kendt navn i politiets registre.

Den unge mand blev tilbage i februar 2013 i en alder af 16 år sigtet for grov vold, efter han ifølge politiet stak en kioskejer ned ved højlys dag på Nørrebro. Under grundlovsforhøret blev overfaldet beskrevet som legemsangreb af “særlig rå brutal eller farlig karakter” efter straffelovens § 245, som giver op til seks års fængsel. Han nægtede sig dengang skyldig, men blev varetægtsfængslet i 13 dage. Det er uvist, om han blev dømt i sagen.

Et år senere - i januar 2014 - blev han igen taget af politiet, da han og en 16-årig kammerat blev sigtet for røveri. Heller ikke her kunne politiet eller retten fredag oplyse, hvorvidt det endte med en dom til den 18-årige.

Hvilken rolle den 18-årige præcist spiller i terrorsagen, er endnu uvist. Men han blev anholdt på Vognmandsmarken ved Hans Knudsens Plads, som netop også var omdrejningspunktet for politiaktioner umiddelbart efter det første terrorattentat på Krudttønden. Her så et vidne tungt bevæbnede betjente bevæge sig rundt i området, og dagen efter ransagede politiet på Vognmandsmarken. Politiet gravede blandt andet foran flere altaner, sandsynligvis for at lede efter våben.

To mænd på 19 og 22 år sidder allerede fængslet for at have bortskaffet våben og hjulpet med et skjulested til El-Hussein efter skudattentaterne ved Krudttønden og den jødiske synagoge i dagene 14. og 15. februar, men Københavns Politi ville ikke gå ind i sigtelserne mod den 18-årige.

Fra politiets side hedder det, at han er “sigtet for medvirken til gerningsmandens handlinger den 14. og 15. februar.

Sigtelserne vil blive fremlagt lørdag, når manden fremstilles i grundlovsforhør. Men som ved de to tidligere grundlovsforhør af den 19-årige og den 22-årige, vil anklagemyndigheden kræve, at dørene bliver lukket til retsmødet, og at der nedlægges navneforbud mod manden.